Cloud må ikke begrænse

Cloud må ikke begrænse

Uanset typen af cloud-løsning en virksomhed vælger, er det vigtigt, at den ikke bliver en begrænsning. Og derfor skal ikke alle nødvendigvis med på skyen

Af Lars Bennetzen

Det bliver stadig mere almindeligt at snakke om cloud computing, og virksomheder flytter i stigende grad deres IT op i skyen. Men netop når det handler om cloud computing, så er det essentielt, at virksomhederne gør sig selv klart, at der er forskellige typer cloud computing, så de finder den løsning, der passer bedst til deres virksomhed.

Samtidig skal de også være helt klar på, at det ikke er alle typer virksomheder, der har brug for, eller som er klar til, cloud computing. IT-Reload tog en snak med Søren Wiinholt Petersen, managing director for Interoute i Danmark, Norge og Finland, for at høre hans vurderinger om, hvordan cloud-markedet ser ud.

- Der findes tre forskellige typer cloud-løsninger i dag. Private, public og hybrid cloud. Private Cloud er en lukket løsning, hvor du har services liggende i skyen på et lukket netværk, som kun du kan tilgå. Public cloud kender vi fra tjenester som gmail, og er tjenester, der i princippet kan tilgås af alle. Hybrid cloud er en blanding af de to teknologier der blandes, som det passer virksomhederne bedst, forklarer Søren Wiinholt Petersen.

En private cloud er det tætteste du kan komme på at have dit eget datacenter. Her har du fuld kontrol over ressourcerne på dine servere i skyen, og de ligger hos en leverandør, der kan tilbyde et lukket netværk med fuld dedikeret båndbredde og sikkerhed.

I en public cloud kan virksomhederne stadig godt have deres private område, som kun de selv kan tilgå, men her deles de om ressourcerne med alle andre på samme sky, og adgangsvejen er ikke dedikeret – den er det traditionelle internet.

- Når vi så snakker om hybrid cloud, så har virksomhederne en mulighed for at lægge kritiske data i en private cloud og ikke-kritiske data og apps i en public cloud, pointerer Søren Wiinholt Petersen.

Forbindelsen skal sikres

En ting, der er afgørende vigtig, er at sikre forbindelsen til cloud-tjenesten, og ikke mindst mellem cloudtjenesterne. Hvis du har dine tjenester liggende i en public cloud, så er der ikke så meget, du kan gøre, men hvis du har en private cloud, kan leverandøren sikre en privat forbindelse.

- Det er også vigtigt at sørge for, at der er en sikker forbindelse af høj kvalitet mellem private cloud-løsninger og de eventuelle public cloud-tjenester, som virksomheden har. Har du løsninger liggende f.eks. i Amazons eller Azures public cloud, så nytter det ikke noget, at kommunikationen mellem dem og din private løsning er af dårlig kvalitet, forklarer Søren Wiinholt Petersen.

Og turen ud på det offentlige internet kan netop være problemet i en hybrid cloud-løsning. Der skal ressourcerne deles mellem alle, og derudover så er sikkerheden også et potentielt problem.

- Det er vigtigt, at virksomheden ikke har problemer med at tilgå løsninger, uanset hvilke platforme den ligger på. Integrationen mellem public cloud og private cloud skal være så tæt, at virksomheden ikke lægger mærke til hvilke platforme, der arbejdes på, mener Søren Wiinholt Petersen.

Hans anbefaling er derfor, at når en virksomhed skal vælge cloud-udbyder, så kigger de på, om de kan tilbyde en direkte forbindelse mellem den private cloud og udbyderne af de public cloud-løsninger,der benyttes.

- På den måde kan udbyderen sikre, at hans kunder ikke oplever forsinkelser eller sikkerhedsproblemer, når der kommunikeres mellem løsningerne, siger Søren Wiinholt Petersen.

Cloud-markedet uigennemsigtigt

Det sikrer også, at brugerne af cloud-løsninger ikke bliver begrænsede, hvilket Søren Wiinholt Petersen mener er essentielt.

- Heldigvis ser vi i dag, at de største udbydere har forbindelserne i orden. De har, som vi også har, sikret direkte forbindelser mellem deres datacenter og de største udbydere af public cloud-løsninger, siger Søren Wiinholt Petersen.

Men han oplever dog stadig, at der findes en række mindre udbydere, der ikke har de forbindelser på plads. Det er ikke mindst fordi, det koster penge at bygge de netværk op, og de rigtige aftaler skal være på plads – noget som de mindre udbydere ofte ikke har mulighed for.

Men det er ikke det eneste cloud-udbyderne skal kunne tilbyde. De skal også tilbyde deres kunder en let måde at skifte til en anden udbyder.

- I dag vil det være en stor fejl at binde kunderne til sig ved at gøre det besværligt at flytte over til andre udbydere. Vi skal holde på kunderne med god service og gode produkter. Men hvis de ønsker at flytte, så skal det ikke være besværligt for dem, for så kommer de aldrig tilbage, pointerer Søren Wiinholt Petersen.

En anden ting, der er med til at gøre livet besværligt for virksomheder, der vil med på cloud-vognen, er en uigennemskuelig prisstruktur. Søren Wiinholt Petersen oplever ofte eksempler på prislister, hvor kunderne lokkes med lave priser på cpu, ram og storage, men hvor de så bliver faktureret af de data, de flytter.

- Her skal kunderne passe på de skjulte udgifter. De færreste har nogen som helst ide om hvor mange data, de vil flytte om måneden, og derfor er det næsten umuligt at beregne, hvor meget en cloud-løsning kommer til at koste, hvis der ikke er fast pris på datatrafikken, pointerer Søren Wiinholt Petersen.

Her anbefaler han derfor, at virksomhederne får et overblik over datatrafikken, inden de smider deres server i skyen.

- Det er noget, der skal med ind i business casen, siger Søren Wiinholt Petersen.

Cloud ikke for alle

Cloud computing er noget, som langt de fleste kan drage fordel af. Men Søren Wiinholt Petersen mener dog ikke, at man absolut skal med på cloud-vognen.

- Hvis virksomheder allerede har en god IT-infrastruktur med udstyr og hardware, de har afskrevet på i mange år, så er det svært at se en god business case i at gå i skyen. Men jeg vil antage, at jo længere tid der går, jo flere virksomheder vil flytte i skyen, slutter Søren Wiinholt Petersen.