Danske virksomheder fravælger cloud-giganter

Danske virksomheder fravælger cloud-giganter

De fleste store danske virksomheder arbejder på en integreret multi-cloud-strategi, men hele 65 pct. peger på lokale eller specialiserede samarbejdspartnere til at implementere strategien - enten alene eller i kombination med globale platforme som AWS og Azure. Det viser ny undersøgelse foretaget af RIA for Interxion

Danske virksomheder er i fuld gang med at planlægge, hvor de vil placere deres data i fremtiden. Her får danske systemintegratorer som KMD, NNIT og Atea en nøglerolle.

65 pct. af de adspurgte danske virksomheder svarer, at de foretrækker, at lokale eller specialiserede cloud-samarbejdspartnere varetager deres multi-cloud-strategi - enten alene eller i kombination med de globale cloud-platforme.

Det fremgår af en ny europæisk undersøgelse af fordele og udfordringer ved multi-cloud, som analysefirmaet RIA har gennemført på vegne af virksomheden Interxion. I Danmark er undersøgelsen foretaget blandt 150 beslutningstagere i it-afdelinger i danske virksomheder med mere end 5.000 ansatte eller en omsætning på mere end 1,8 mia. kr.

Globale cloud-platforme står svagt i Danmark

Undersøgelsen viser, at kun 25 pct. af de danske virksomheder peger på globale cloud-platforme som deres foretrukne samarbejdspartnere til implementering af deres multi-cloud-strategi. De globale cloud-platforme står dermed svagere end i fx Irland (35 pct.), Tyskland (31 pct.) og Sverige (29 pct.).

Ifølge Interxion er det et udtryk for en generel digital modenhed blandt danske virksomheder.

- Rapporten viser, at cloud-markedet herhjemme ikke nødvendigvis er et forhold mellem de store skyer som AWS og Azure og de danske virksomheder. I virkeligheden er der opstået et langt mere nuanceret cloud-marked, hvor systemintegratorer varetager en stor del af arbejdet og sikrer, at danske virksomheder får netop dét cloud-setup, der giver mening ift. deres konkrete behov, siger Peder Bank, nordisk direktør hos Interxion.

Undersøgelsen viser desuden, at 81 pct. af de adspurgte beslutningstagere enten er i gang med eller planlægger en integreret multi-cloud-strategi for at udnytte fordelene ved cloud computing.

Integrationen er imidlertid en udfordring, idet 36 pct. mener, at den tekniske forbindelse mellem de forskellige clouds ikke er nem at gennemføre.

Her kan et velforbundet datacenter med dedikerede linjer til både globale og lokale cloud-udbydere være til stor hjælp, forklarer Peder Bank:

- Danske virksomheder forudser udfordringer ved at kombinere de forskellige cloud-leverandører. Men her kan colocation i form af et leverandør-neutralt datacenter være et stærkt fundament for ens multi-cloud-strategi, fordi man kan koble sig direkte til både globale og lokale cloud-udbydere, så man undgår det offentlige internet, udtaler Peder Bank og fortsætter:

- Med colocation kan man både undgå latency-problemer og samtidig fjerne den usikkerhed, der opstår, når man vælger cloud-udbyder.

- lb