Det digitale kontor giver sikkerhedsmæssige udfordringer

Det digitale kontor giver sikkerhedsmæssige udfordringer

Den digitale transformation bringer mange fordele, og udviklingen går klart den vej. Men rejsen er belagt med udfordringer, ikke mindst når det kommer til sikkerhed, og det skal virksomhederne forholde sig kritisk til

Af Lars Bennetzen

I takt med at virksomheder bliver stadig mere digitaliserede, og rejsen mod det digitale

kontor er godt i gang, vil virksomhederne opleve en del udfordringer, som de er nødt til at adressere, både håndteringsmæssigt og sikkerhedsmæssigt.

- Den største udfordring med IoT og det digitale kontor for virksomhederne er sikkerheden, siger Keerti Melkote, Co-Founder & President hos Aruba, til IT-Reload, og fortsætter:

- I dag har alle IoT-enheder et operativsystem, men de er ikke beskyttede, og det er den udfordring, vi står med i dag. For hvordan sikrer vi vores netværk og stadig drage fordel af den digitale tranformation og IoT?

En naturlig del af den digitale transformation er, at alle enheder mere eller mindre er koblet direkte til internettet, og det giver den sikkerhedsudfordring, som Keerti Melkote beskriver, og hvordan løses det problem så?

- Den udfordring skal der arbejdes seriøst på, hvis vi skal drage fordel af den digitale transformation. Og i dag ser vi, hvordan selv sikkerheden bliver distribueret, så hvis der ikke er styr på, hvordan den fungerer, så bliver virksomhederne virkelig kompromitterede, påpeger Keerti Melkote.

Sikkerhed på alle IoT-enheder

At problemet er meget reelt viser et eksempel, som Partha Narasimhan, CTO hos Aruba, fortalte om til IT-Reload. Han beskriver, hvordan en virksomhed fik stjålet hele deres database ved at hacke noget så uskyldigt som en termostat i et akvarium.

- Hvis enheder er koblet på det interne netværk, så har hackerne adgang, og hvem tænker lige på, at en termostat kan give så store problemer, spørger Partha Narasimhan.

Løsningen, som nok lyder enkel, men som kan være meget svær at efterleve, er ifølge Partha Narasimhan todelt. Dels skal vi holde øje med, hvilke datatyper og -mængder IoT-enheder håndterer og ikke mindst, så skal sikkerheden gøres simplere.

Hvis IoT-enheder overvåges, vil det hurtigt blive bemærket, om termostaten i fisketanken sender gigabyte af data afsted, hvor dens normale mønster er, at den sender ganske få megabyte afsted, og derved vil en del af problemet være løst. Det næste er at gøre sikkerheden lettere, for brugerne har en tendens til at undgå sikkerhedsløsninger, hvis det besværliggør det daglige arbejde.

- Normalt så stiger kompleksiteten, når sikkerheden stiger, men det bør ikke være sådan. Vi kan og skal gøre sikkerheden lettere. Hvis vi ikke gør det, så bremser vi udviklingen og får ikke fordelen af den digitale transformation, påpeger Partha Narasimhan.

Skal give muligheder ikke begrænsninger

Sikkerhedsudfordringerne er dog ikke det eneste, virksomhederne skal holde øje med, når de går i gang med rejsen mod det digitale kontor.

- Pludselig står virksomhederne overfor en virkelighed, hvor der ikke længere er en enkelt leverandør af hardware, men mange, og det skal de bagvedliggende systemer kunne håndtere. For virksomhederne ønsker ikke længere at være låst til en producent. De vil kunne flytte sig, og de

vil have mulighed for at bruge flere producenter, siger Morten Illum, Vice President EMEA hos Aruba, til IT-Reload.

Det stiller krav til leverandørerne, for de skal være åbne overfor at kunne samarbejde på tværs af enheder, så de ikke låser deres kunder til hverken hardware eller software, og det skal virksomhederne være opmærksomme på.

- Når du som virksomhed skal købe IoT-enheder eller computere til dit digitale kontor, så skal du sikre dig, at alt fra netværk og til de enheder, du køber, kan arbejde sammen eller bare fungere sammen, påpeger Morten Illum.

For Keerti Melkote er der ingen tvivl om, at det er blevet langt mere komplicere for virksomhederne at håndtere deres it-installation.

- Oprindeligt handlede det primært om at kunne forbinde din laptop til netværket, så forsvandt netstikket fra laptoppen, og i dag er der kun wifi på kontoret. Så kom Bring Your Own Device (BYOD, red.), og det gav nye problemer, for hvordan forbinder du folks egne enheder sikkert til nettet, siger Keerti Melkote og fortsætter:

- I dag er medarbejderne så blevet mobile, faste opkoblinger er væk, og medarbejderne arbejder lige så meget hjemmefra som på farten og på kontoret. Samtidig kommer alt lige fra kaffemaskinen til dit smartwatch på nettet. Jo, det er blevet kompliceret at håndtere netværket, siger Keerti Melkote.

Det digitale kontor er fremtiden

Når de udfordringer er håndteret, er der ingen tvivl hos hverken Morten Illum, Partha Narasimhan eller Keerti Melkote, det digitale kontor er fremtiden.

- It transformerer fremtiden, og den smarte digitale arbejdsplads er fremtiden, siger Partha Narasimhan.

- Ved at acceptere de nye udfordringer og indse at vi skal gøre ting på en ny måde og ikke hænge fast i, ’sådan har vi altid gjort’ devicen, så kan vi drage fordele af den digitale transformation, slutter Morten Illum.