IoT skal drive kundeoplevelsen

IoT skal drive kundeoplevelsen

Hjertet i den industrielle revolution 4.0 er intelligente enheder. IoT-enheder vil finde vej ind over alt og vil gøre livet lettere for os alle

Af Lars Bennetzen

Vi står i starten af den industrielle revolution 4.0, og den bliver i høj grad drevet af forbundne enheder, de såkaldte IoT-enheder. Men det er ikke nok, at enheder bliver forbundne, de skal også være intelligente.

- Det er meget vigtigt, at IoT-enheder bliver intelligente, så de hele tiden kan fortælle, hvor de befinder sig. Samtidig er det nødvendigt, at de bliver energivenlige, så de ikke konstant skal være forbundet til en strømforsyning eller have skiftet batterier, forklarer Olivier Ondet, IoT SVP hos Orange Business Services til IT-Reload.

Årsagen er klar – det handler om effektivitet, og at spore enheder i produktion og transport er en af de opgaver, der både koster tid og resurser hos virksomhederne. Intelligente IoT-enheder vil kunne løfte den opgave både bedre og billigere, og det er en nødvendig parameter for virksomhederne.

- Når vi er bedre til at holde øje med varerne, kan vi bedre betjene vores kunder, fortælle hvornår produkter er fremme, levere dem til tiden og meget mere. IoT-enheder er i høj grad med til at drive kundeoplevelsen og gøre operationer mere effektive, påpeger Olivier Ondet.

IoT ikke en magisk løsning

Han giver et eksempel på, hvordan en af Orange Business Services kunder havde en opgave, de havde svært ved at løfte. De flyttede 600.000 kasser med temperaturfølsomme medicinske produkter mellem 50 forskellige fabrikker, og til formålet blev der brugt 700 lastbiler.

- Det er en umulig opgave at spore samtlige produkter, men med de rigtige IoT-følere kunne vi spore 300 samples, og det viste sig, at det var rigeligt. Med den data kunne vi optimere håndteringen, og vi kunne se et mønster i, hvilke biler der blev forsinket, hvor og hvorfor det skete, og hvor der skete kritiske temperaturudsving. De 300 samples var rigeligt til, at kunden kunne optimere deres transport, forklarer Olivier Ondet.

Men samtidig påpeger han, at en enkelt IoT-enhed aldrig kan være en magisk løsning. Der skal ofte flere forskellige sensorer til for at løse en opgave, ellers kan det aldrig blive kosteffektivt, for så bliver de enkelte sensorer for dyre.

Han går videre og fortæller, at når vi flytter ind i virksomheden, så kan man bruge tracking til at spore enheder med en præcision på ned til 20 cm, hvis man bruger bluetooth, hvilket igen kan være med til at optimere lager, opbevaring, produktion og meget mere.

- Men også steder som lufthavne bruger IoT i stigende grad. En ting er overvågning af fly, men vi har også lufthavne, hvor skraldespande overvåges og selv melder, når de skal tømmes, og ikke mindst lufthavne, hvor vandniveau på landingsbanerne overvåges af sensorer. Det er igen med

til at hæve effektiviteten, drive kundeoplevelsen og spare penge, siger Olivier Ondet.

Det er dog ikke kun hos virksomheder, at IoT kan gøre livet lettere, også i hjemmet hjælper de intelligente forbundne enheder. Nye målere kan drives af samme batteri i op til 15 år, og f.eks. måle vandforbrug.

- Det kræver en energieffektiv teknologi, men det gør livet lettere for forbrugerne, for dem, der skal montere sensorerne, og ikke mindst for forsyningsselskabet, der skal vedligeholde dem, forklarer Olivier Ondet.

Kun lige startet

Helt generelt så bliver IoT integreret langt mere bredt i et økosystem, både digitalt og fysisk, og på sigt vil det give store besparelser for alle partner.

- Vi arbejder os hen mod den såkaldte ’predictive maintainance’, altså vedligeholdelse før enhederne går i stykker, og det vil være noget, som vi alle på sigt kan tjene penge på. Men først skal hele infrastrukturen være på plads – ikke mindst så skal vi kunne kommunikere med dem, også på afstand, forklarer Olivier Ondet.

Det vil sige, at esim-teknologien skal indbygges, så vi kan undvære fysiske simkort, for ikke alle steder er der netværksdækning.

- Esim gør at vi kan omprogrammere, aflæse og styre enheder på afstand, og det er nødvendigt. For IoT giver ingen mening, hvis vi skal være tæt på dem for at betjene dem, siger Olivier Ondet.

Han er slet ikke tvivl om, at IoT er hastigt på vej ind i virksomheder over hele verden, men påpeger også, at det først lige er ved at starte.

- Det er lidt som med internettet. Det startede lige så langsomt, og pludselig var det over alt. Det kommer også til at ske med IoT. Vi skal bare huske at have sikkerheden med i produkterne, slutter Olivier Ondet.