Satellitbygger binder CAD og ERP sammen i skyen
Foto: Space Inventor

Satellitbygger binder CAD og ERP sammen i skyen

Space Inventor implementerer ny PLM-løsning for at automatisere dataflowet mellem ingeniørafdelingen og virksomhedens økonomisystem

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Space Inventor i Aalborg har i næsten et årti designet modulære satellitter i et cloud-miljø. Nu udvides den digitale infrastruktur med implementeringen af Arena Product Lifecycle Management (PLM) fra leverandøren PTC.

Formålet er at skabe en digital rød tråd gennem værdikæden ved at bygge bro mellem ingeniørernes CAD-filer og virksomhedens ERP-system.

- Det handler om at sikre, at information og data kan flyde så let som muligt gennem vores organisation og vores forskellige faglige afdelinger. Implementeringen af Arena skal sikre os en langt højere grad af automatisk flow mellem vores forskellige datakilder, herunder vores CAD-platform og vores ERP-system, hvilket indtil nu har involveret rigt meget manuelt arbejde, forklarer Mathias Ernst Halvorsen, Head of Mechanical Engineering.

Fra lokal server til skyen

Virksomheden designer og bygger 95 % af sine komponenter in-house. Siden 2017 har den cloud-baserede CAD-platform Onshape været anvendt til udvikling og produktion, hvilket har flyttet arbejdet fra lokale filer på lokale servere til en fælles online platform.

- For os har det været en afgørende feature, at Onshape er cloud-baseret. Vi kan have 10 ingeniører siddende og arbejde på den samme komponent på samme tid og tilgå de samme data. Så samarbejdsmulighederne er i min optik den største styrke ved Onshape. Samtidig skal vi ikke gå og være nervøse for pludselige softwarenedbrud, der kan koste os værdifuld tid i udviklingsprocessen, siger Mathias Ernst Halvorsen.

Kortere udviklingstid

Teknologien anvendes blandt andet til udviklingen af den dansk-svenske satellit BIFROST og den kommende danske månemission, Máni.

Kravet om hurtigere leveringstider præger branchen. Hvor Space Inventor tidligere kalkulerede med 14 måneders udvikling, er perioden nu ofte nede på seks måneder.

- Så for en virksomhed som os er det helt afgørende at finde den rette balance mellem hastighed og kvalitet, hvis vi vil have en berettigelse på markedet. Udviklingen går rigtig hurtigt, men kvaliteten af både vores løsninger og processer skal stadig være enormt høj. Så agilitet er et nøgleord for os, og det er også en af grundene til, at vi nu – sammen med PTC - tager næste skridt på vores digitale rejse med implementeringen af Arena, slutter Mathias Ernst Halvorsen.