Undersøgelse: Internet of Things er blevet mainstream

Undersøgelse: Internet of Things er blevet mainstream

Mere end hver anden erhvervsleder og teknologiansvarlig forventer return on investment inden for tre år på Internet of Things-projekter

Internet of Things er blevet så udbredt og løsningerne så konkrete, at man kan betegne teknologien som mainstream. Ifølge en ny undersøgelse, som IDG Connect har lavet for Fujitsu, forventer mere end hver anden større virksomhed nu konkrete resultater af deres investeringer i IoT-løsninger. Helt præcist forventer 56 procent af de adspurgte, som er 330 erhvervsledere og teknologiansvarlige fra større virksomheder i en række lande herunder Danmark, at deres IoT-projekter er profitable inden for tre år, mens 31 procent forventer profit allerede inden for ét eller to år.

Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen er et udtryk for, at IoT ikke længere er noget, man blot eksperimenterer og leger med, men en etableret teknologi, mener administrerende direktør i Fujitsu Danmark, Søren Rinnov Østergaard.

”Internet of Things-teknologien er for alvor modnet til at blive mainstream eller i hvert fald tidlig mainstream i rigtig mange brancher, hvilket vores survey bekræfter. Når man kombinerer virksomheders dybe viden inden for en branche med de teknologier og den tekniske know-how, Fujitsu og andre har, er der basis for rigtig interessante projekter, der kan bidrage til bundlinjen,” siger Søren Rinnov Østergaard fra Fujitsu.

Ifølge den nye undersøgelse har 38 procent af de adspurgte allerede implementeret IoT-løsninger på nøgleområder, 35 procent har udviklet løsninger der begynder at vise resultater, 16 procent er i gang med pilotprojekter, og 10 procent er i planlægningsfasen. Kun én procent af de adspurgte har ingen planer på IoT-området.

”Vi oplever, at danske virksomheder begynder af se potentialet i IoT, og at dem, der tidligere har været tilbageholdende, begynder at ændre syn på de nye muligheder, teknologien giver,” siger Søren Rinnov Østergaard fra Fujitsu.

- lb