7,4 millioner mobile bredbåndsabonnementer
Lars Chr. Lilleholt er godt tilfreds med udviklingen på hurtigt bredbåndsforbindelser i Danmark

7,4 millioner mobile bredbåndsabonnementer

Regeringens målsætning om at udbrede hurtige bredbåndsforbindelser til hele landet går den rigtige vej

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Antallet af de hurtige internetforbindelser på mindst 100 Mbit/s download er ifølge den seneste telestatistik steget markant med hele 88,7 procent - fra 412.000 til 777.000 - i løbet af 2017. Samtidig er der nu flere mobile bredbåndsabonnementer end indbyggere i Danmark.

Forbrugerne vil have lynhurtige netforbindelser, når de skal tjekke mails, surfe indkøb eller streame de nyeste tv-serier. Næsten hvert tredje – 31,0 procent -  af alle fastnet bredbåndsabonnementer har nu downloadhastigheder med mindst 100 Mbit/s mod 16,7 procent for et år siden.

Politiske ambitioner
Det er en udvikling, der ikke overraskende glæder teleminister Lars Chr. Lilleholt (V), der mener, at udviklingen viser, at Danmark er godt gearet til den digitale fremtid:

- Samtidig ligger det fint i tråd med de politiske ambitioner i det nye teleforlig, hvor Bredbåndspuljen og andre initiativer skal styrke udrulningen af det hurtige net herhjemme, siger teleministeren.

Flere abonnementer end indbyggere
Tallene viser samtidig, at antallet af mobile bredbåndsabonnementer igen overstiger antallet af indbyggere i Danmark.
Hele 7,4 millioner abonnementer er der nu registeret til brug via mobil, tablet og bærbare pc’ere.

Samtidig viser statistikken, at den mobile datatrafik fortsat stiger - i 2017 med 31,2 procent fra 2. halvår 2016 til 2. halvår 2017.
Det svarer til, at hvert mobile bredbåndsabonnement i gennemsnit har brugt 6,2 GB data i 2. halvår af 2017. En stigning på 1,2 GB i gennemsnit sammenlignet med 2. halvår af 2016.