Live-statistik for ventetid med nyt system til overvågning af netværkstilstand

Live-statistik for ventetid med nyt system til overvågning af netværkstilstand

Europas største 'Interconnect Exchange', NL-ix, der forbinder internet exchanges i hele Europa – og pt. 85% af danske internetbrugere – har lanceret et unikt værktøj til overvågning af netværkstilstand som en vigtig milepæl i automatiseringen af sine datacentertjenester samt tjenester i forbindelse med cloud- og internetforbindelse

Med det nye værktøj, som kan fås via NL-ix' hjemmeside, www.nl-ix.net, får brugerne hvert femte minut en farvekodet indikation af netværkets tilstand mellem Europas største storbyområder baseret på samlede punkt-til-punkt-data.

Funktionaliteten er baseret på MetroNID-enheder installeret i alle de vigtigste NL-ix-'metro nodes' rundt omkring i Europa. Disse pinger hinanden hvert femte sekund. Dataene samles i NL-ix' netværksdriftscenter og overføres til en kartografisk grænseflade, hvor brugerne får et overblik over overførselstid inden for et tidsrum på fem minutter, hvor grøn viser ingen problemer, gul er på grænsen af det tilladte, mens rød viser, at handling er påkrævet.

Overvågningen af netværkets tilstand giver også brugerne mulighed for at se, om noget er galt, og hvad problemet er, i realtid. Operatører og teknikere kan kontrollere ventetiden i en bestemt by, isolere eventuelle pauser og forsinkelser og agere på dem. Der indhentes også aggregerede data om udsving og 'packet loss', men disse værdier er normalt uvæsentlige, og publiceres derfor ikke.

"Vi bevæger os hen imod total transparens, og vi ønsker at vores kunder ved, at vores målsætning om at drive et stabilt netværk med kort ventetid er baseret på fakta. Nu kan du se det i realtid," fortæller Jan Hoogenboom, grundlægger af NL-ix. "Drivkræfterne bag overgangen til transparens er transitionen til en forbundet verden, og som førende ekspert inden for samtrafik er det kun passende, at NL-ix påtager sig rollen som pioner."

"Vi kan tilbyde 9 ms fra Amsterdam til Paris, 6 ms fra Amsterdam til Frankfurt og 35 ms fra Marseille til Stockholm, og nu kan vi bevise det," siger Jan Paul Dekker, teknisk direktør i NL-ix. "Det er det seneste forsøg i vores løbende projekt med at åbne vores systemer og processer op for vores kunder for at sikre bedre information, højere grad af automatisering og øget kontrol. Det er også et vigtigt skridt i vores løbende indsats med fortsat at forbedre vores overførselstid, og det åbner op for en dialog med vores kunder om, hvor der er behov for yderligere forbedringer."

NL-ix-værktøjer

Ud over løsningen til overvågning af netværkstilstand tilbyder NL-ix i øjeblikket sine kunder et avanceret dashboard til ruteservere, som automatiserer orkestrering og organisering af samtrafik samt en intuitiv "interconnect-app", som gør det muligt for brugerne at vurdere ventetider, vælge sider og leverandører, skalere, konfigurere og bestille avancerede samtrafikløsninger online.

Om NL-ix

NL-ix er Europas største internationale central for udveksling af trafik, som kombinerer en af verdens førende centraler for udveksling af internettrafik med en komplet portefølje af innovative datacentertjenester samt tjenester i forbindelse med cloud- og internetkonnektivitet – i storbyer samt på nationalt og tværeuropæisk plan. NL-ix blev grundlagt i 2001, har 670 medlemsnetværk og driver et stabilt system med kort ventetid, der forbinder 15 lande, 25 storbyområder og 116 datacentre.

Som internetudbyder får man adgang til hele Europa via ét access point, hvor man kan styre trafikken som man har lyst, frem for at skulle købe adgang til datacentre m.m. én af gangen, og ikke have mulighed for at styre sin trafik.

Forbindelser i Danmark

NL-ix har i dag to access points i København, men vil nu styrke aktiviteterne med to datacentre: GlobalConnect i Taastrup og Interxion i Ballerup.

I Danmark forbinder NL-ix 85% af danske internetbrugere. NL-ix har ambitioner om at blive den største internet exchange i Danmark i 2018.

Årsagen til at så mange af de store spillere i Danmark (såsom Telenor osv.) bruger NL-ix, er, at de tilbyder dem adgang til indholdet af de store internationale netværk, der er forbundet med andre hubs i Europa via Internet Exchanges, og mange brugermuligheder.

- lb