Aabenraa Kommune sælger yderligere to datacentergrunde

Aabenraa Kommune sælger yderligere to datacentergrunde

En global IT-koncern har købt to datacenter-egnede erhvervsgrunde af Aabenraa Kommune. Grundene ligger i Kassø og Padborg. Et forslag om etablering af tilslutningsvej til Padborg-grunden skal behandles på næste møde i Vækstudvalget for Land og By 5. marts 2020

Det er i tråd med Aabenraa Kommunes datacenterstrategi, at en global IT-koncern har købt to grunde i kommunen. En i Padborg og en i Kassø. Begge grunde er 15 hektar. En del af målsætningen i strategien er at tiltrække flere investorer til kommunen.

- Der er efterhånden ingen tvivl om, at Aabenraa Kommune er ved at udvikle sig til et af IT-koncerners foretrukne steder at planlægge datacentre. Vi arbejder målrettet og langsigtet med den datacenterstrategi, vi vedtog i 2018, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen, og fortsætter:

- Vi forsøger hele tiden at skabe vækst i Aabenraa Kommune, og jeg tror, at salget af de to grunde er med til at styrke det arbejde. Vi har en vision om at være en drivkraft for samarbejde og udvikling i vores dynamiske grænseregion, og jeg håber, at salget kan være med til at fremme den dagsorden.

Det er ikke første gang, at der i Aabenraa Kommune sælges grunde til internationale virksomheder, og det glæder Thomas Andresen.

- Vi har efterhånden stor erfaring med at yde en grundig, professionel og fortrolig betjening af de henvendelser, vi modtager. Det ved jeg, der bliver sat pris på. Netop hos os har vi desuden det rette miks af gode motorvejs-, tog- og søtransportforbindelser, de velegnede byggegrunde og placeringen ved grænsen til mulighederne i Europa, som gør os attraktiv for de store virksomheder, siger han.

Baggrund om dagsordenspunktet på næste møde i Vækstudvalget for Land og By

Erhvervsarealet B1 i Padborg blev udbudt offentligt til salg ultimo 2018 som ikke-byggemodnet

erhvervsjord. Der er nu solgt en erhvervsgrund på 150.000 m2 til en udenlandsk virksomhed, hvorfor det er nødvendigt at forlænge Skandinavienvej således, at den solgte erhvervsgrund kan vejbetjenes. Da der også er flere henvendelser på det resterende erhvervsareal B1, anbefales det, at Skandinavienvej forlænges.