Boom i onlinehandel under COVID-19

Boom i onlinehandel under COVID-19

Adobe har netop lanceret Adobe Digital Economy Index, som tager temperaturen på den digitale økonomi i realtid. Med udgangspunkt i analyse af billioner af transaktioner på tværs af 100 millioner varenumre kan Adobe nu tegne et billede af, hvad corona har betydet for onlinehandlen. Særligt er onlinesalg af bl.a. medicin, computere og fitnessprodukter steget de sidste uger

Den digitale økonomi har aldrig været vigtigere end under coronakrisen, hvor de fleste mennesker og virksomheder lever i en tilværelse, der er primært digital.

Fra den 1. januar til og med den 11. marts 2020 er onlinesalget af en række produkter steget markant. Det viser et nyt indeks fra virksomheden Adobe, der er baseret på data fra 80 af de 100 største online-retailere i USA.

Salget af håndsprit, masker, handsker og antibakteriel spray er vokset med 807 pct., og salget af håndkøbsmedicin er steget med 217 pct., mens efterspørgslen på toiletpapir og dåsemad er steget med henholdsvis 231 pct. og 87 pct.

Hjemmefitness hitter som aldrig før

En anden produktkategori, der har taget et stort spring op på listen over efterspurgte onlinevarer, er fitnessredskaber til hjemmet. Folk, der plejer at træne i fitnesscentre, må i stedet tage stuegulvet i brug, og de køber flittigt ind af alt fra kettlebells til løbebånd.

Onlinesalget af fitnessprodukter er steget med 55 pct., mens der er sket en stigning på 40 pct. i salget af computere og laptops som resultat af, at flere arbejder hjemmefra.

Onlinesalget af dagligvarer er steget med 100 pct. i perioden 13.-15. marts 2020. Samtidig er det blevet 62 pct. mere populært at købe sine varer online og hente dem i butikken i perioden 24. februar til 21. marts 2020 sammenlignet med samme periode sidste år (BOPIS - Buy Online Pick-up In Store).

Læs mere i Adobe-undersøgelsen her

Om undersøgelsen

Adobe Digital Economy Index tilbyder den mest omfattende analyse baseret på en billion hjemmesidebesøg og 100 millioner SKU’er (stock keeping units). Adobe måler transaktioner fra 80 af de 100 største amerikanske online-retailere. Med Adobes adgang til en enorm mængde forbrugerdata i realtid bliver analyserne mere dybdegående og præcise. En række myndighedsorganer i USA såsom U.S. Bureau of Labor Statistics, the Federal Reserve og The U.S. Census Bureau samarbejder med Adobe om adgang til data og analyse af den digitale økonomi.

- lb