Dansk entrepreneur investerer i global robot-frontløber

Dansk entrepreneur investerer i global robot-frontløber

Intelligent Marking, der bla. udvikler robotter til opstregning af sportsanlæg, tiltrækker et tocifret millionbeløb i investering fra entrepreneuren Johnny Laursen

Af Lars Bennetzen

Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen der har stiftet Intelligent Marking, er i fuld gang med at indtage og automatisere et globalt milliardmarked af sportsanlæg, der i dag opstreges manuelt. Nu tredobles staben i robotvirksomheden for yderligere at accelerere salgsindsatsen i hele verden.

Johnny Laursen vælger at engagere sig i Intelligent Marking, fordi han ser et kæmpe potentiale i den patenterede opstregningsrobot Intelligent One.

For sin investering på et tocifret millionbeløb får Johnny Laursen en ejerandel på 10% af virksomheden. Johnny Laursen påpeger, at Intelligent One robotten er en af den slags produkter, som får en til at tænke: ”Hvorfor pokker er der ikke nogen der har gjort det noget før?! Det virker så indlysende, og han påpeger, at det er den type innovation, der klarer sig godt.

”Jeg gør det her, fordi jeg er sikker på, at det er en rigtig god investering. Jeg har fulgt dem i nogle år, og jeg elsker de her drenge og alt den energi, ydmyghed, iderigdom og arbejdsomhed, de lægger i det. De har allerede overvundet mange udfordringer og er kommet styrket ud af det. Jeg er vild med at blive en del af dette her, ”siger Johnny Laursen, CEO i Benjamin Capital.

Solidt investor-team

Johnny Laursen er ikke den eneste, der gerne vil investere i Intelligent Marking. I forvejen har virksomheden tiltrukket et særdeles stærkt team af investorer, som sikrer finansielle muskler til at cementere og udbygge forspringet på et helt jomfrueligt marked: Jacob Risgaard, Coolshop, Mikkel Jacobsen, Carsoe samt Henrik Jørgensen, Rævskær Holding, der fungerer som bestyrelsesformand.

Intelligent Marking har hovedkontor i Hjørring og datterselskab i USA. Der er lige tiltrådt 12 nye ansatte i det amerikanske selskab, og om en måned flytter hovedkontoret fra de nuværende lokaler i Hjørring på 450 til 3.000 kvadratmeter med yderligere 10.000 kvadratmeter udendørs arealer.

Robotten, Intelligent One, kan opstrege alle slags sportsbaner, og kan let indstilles til at opstrege baner til amerikansk fodbold, løbebaner, baseball, rugby, hockey, lacrosse og meget andet. Intelligent One har taget verden med storm og anvendes i dag på en bred vifte af sportsarenaer i hele Europa, USA, Australien og Japan. Blandt de prominente brugere er også klubber i NFL-ligaen.

Intelligent Marking blev født som et skoleprojekt i 2014 af Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen. Siden har de to iværksættere vundet en lang række priser for udviklingen af opstregningsrobotten Intelligent One og for udviklingen af deres virksomhed på internationalt plan. I dag tæller staben i Danmark og USA 25 ansatte.