Danskerne handler for svimlende 133,5 mia. kroner på nettet

Danskerne handler for svimlende 133,5 mia. kroner på nettet

Den årlige, toneangivende rapport Dansk E-handel stiller i 2018 skarpt på danskernes samlede forbrug på nettet, der er stærkt stigende omend præget af stadigt større konkurrence fra udlandet: Knapt halvdelen af danskerne handler nu på nettet i lande som Kina, Tyskland, USA og Storbritannien - og det er flere end nogensinde før

2018 tegner til at blive endnu et rekordår for dansk e-handel: I alt 133,5 mia. kr. står danskerne til at forbruge på nettet i løbet af året, viser nye tal fra 12. udgave af Dansk E-handel, og det er en stigning på hele 23% set ift. 2017. Det viser beregningerne fra den spritnye rapport, der er blevet til på basis af en YouGov-undersøgelse foretaget blandt 7.000 respondenter – heraf 2.000 danske – på vegne af DIBS, del af Nets.

»Danskernes købelyst er i topform, og der er meget at glæde sig over i 2018. Abonnementer bliver stadigt mere populære, og selvom TV- og musikstreaming stadigt er højdespringerne, kommer nye forretningsidéer til, og i år viser analysen f.eks., at det er blevet mere populært at abonnere på dyrefoder. Mange e-købmænd har forstået at gøre det nemt for forbrugeren og samtidig lave en forretningsmodel, der giver løbende indtjening«, fortæller Henriette Høyer, salgsdirektør hos i DIBS, del af Nets, der står bag den årligt tilbagevendende rapport.

E-handlen er gået global

Som noget nyt i år har rapporten -der giver et detaljeret og statistisk retvisende billede af e-handlen og dens udvikling i Danmark samt Sverige, Norge og Finland- skærpet sit fokus på danskernes forbrug fremfor virksomhedernes omsætning; for i højere grad at afspejle forbrugeradfærd fremfor brancheudvikling samt understrege en vigtig trend: E-handlen anno 2018 er gået global.

»49% af danskerne har ifølge undersøgelsen handlet i udenlandske webshops indenfor de sidste 3 måneder, og det er en stigning på 4 procentpoint siden 2017. Det kan m.a.o. ikke understreges kraftigt nok, hvor stor betydning udlandet og gigantiske internationale konkurrenter har fået for dansk e-handel. Det markerer vi selv i rapporten med en ny målingsmetode, der udelukkende afspejler danskernes forbrug, og dermed hvor internationaliseret og grænseløs danskernes e-handel virkelig er«, pointerer Henriette Høyer.

50% rejser, 35% varer, 15% services

Fordelingstallene viser imidlertid det samme under den nye målingsmetode: ‘Rejser' er stadig danskernes største forbrugspost med 50% eller op imod 67 mia. kr. af det samlede onlineforbrug, mens kategorien ‘varer' på andenpladsen udgør 35% med 46 mia. kr. På tredjepladsen finder vi kategorien ‘tjenester' med 15% eller 20 mia. kr. af det samlede onlineforbrug.

»At rejse er stadigt at leve for os danskere, selvom også vores vare- og tjenesteforbrug er på vej frem. Det er e- handel i det hele taget, og forskellen i fordelingstallene viser derfor i højere grad, i hvilke sektorer digitaliseringen har bedst fat i samfundet: At 19% af danskerne nu køber deres parkering online samtidigt med at hele 21% nu køber dagligvarer over nettet, fortæller noget om, at vi danskere er villige til at tage nye vaner til os - selv i brancher man traditionelt har forbundet med detailhandel, sedler og mønter. Det er meget spændende at observere«, uddyber Henriette Høyer.

Norden på nettet: Forbrug for 1/2 trilliard

Hvor Danmark ligger nummer to på opgørelsen over de fire nordiske lande, tager Sverige førstepladsen med 192 mia. kr., mens Norge og Finland placerer sig på 3. og 4. pladsen med hhv. 111 mia. kr. samt 93 mia. kr. i årligt onlineforbrug. Tilsammen forbruger de fire nordiske lande i alt 528 mia. kr. i 2018 - altså over en halv trilliard kroner. Ifølge DIBS’ e-handelsekspert Patrik Müller findes der flere forklaringer på det massive onlineforbrug, omend han peger på særligt to adfærdsforklarende karakteristika, som rapporten også konkretiserer: Bekvemmelighed og tryghed. Ifølge ham er mennesket nemlig »dovent og bange«:

»Det lyder tungsindigt og højtravende, men faktisk forklarer det interessante aspekter af forbrugernes adfærd. Bekvemmelighed er den primære årsag til, hvorfor vi shopper online, og vi stiller derfor høje krav til, at e-handel er nemt og hurtigt. Hvis forbrugerne møder for mange forhindringer i købsprocessen, afbryder de ganske enkelt deres køb. Øjeblikket, hvor forbrugerne er shoppelystne og klar til at købe, er nemlig både kort og flygtigt. Samtidig kan vi bedst lide det, vi kender og har prøvet før. Det er også forklaringen på, hvorfor forbrugerne trods alt har været en del år om at tage mobil e-handel til sig. Nu -efter en årrække med smartphones- er shopping fra mobilen blevet velkendt og trygt«, forklarer Patrik Müller.

De 10 bud fra Dansk E-handel 2018

For 4. år i træk fremkommer Dansk E-handel (https://info.dibs.dk/dansk-ehandel-2018) med de 10 vigtigste bud på, hvad danskerne skal holde øje med af toneangivende tendenser og trends i årets rapport.

  • At rejse er stadig at leve: Dansk E-handel 2018 viser, at rejser igen er det mest populære køb online blandt danske forbrugere. 50% af danskernes samlede forbrug online går til kategorien rejser, hvilket svarer til 67 mia. kr. 25% af danskerne har indenfor de seneste 3 måneder bestilt flybilletter online, mens 24% har bestilt hotel, og 16% har købt tog- eller busbilletter. Ift. sidstnævnte er det især aldersgruppen 15-24 årige, der gør brug af muligheden for at købe online (læs mere på side 20-21).
  • Mere end halvdelen af danskerne køber varer online: Dansk E-handel 2018 viser, at forbrugerne er vilde med at købe varer på nettet. 46 mia. kr. eller 35% af vores samlede onlineforbrug bliver brugt her, og det er især tøj fra både ind- og udland, der er populært. Faktisk har 54% af danskerne købt tøj online og 43% gennem udenlandske webshops. At slippe for en tur i supermarkedet er også en stigende trend; andelen af forbrugere, der køber madvarer online, er steget med hele 29% siden 2017 (læs mere på side 16-17).
  • Tjenester har kæmpe potentiale: Dansk E-handel 2018 viser, at nye innovative tjenester resulterer i højere onlineforbrug. I 2018 udgør tjenester 15% af danskernes samlede onlineforbrug med 20 mia. kr. Særligt flere abonnementskoncepter ser dagens lys, og markedet er langt fra mættet. Blandt andet er parkeringsapps, telefonabonnementer og oplevelser som biografbilletter blevet populære at købe online, og det skyldes i høj grad, at det er blevet bekvemt og overskueligt at handle online (læs mere på side 10-11).
  • Mobilbetaling stormer frem - men Apple Pay halter: Dansk E-handel 2018 viser, at selvom betalingskort stadig står stærkt som det foretrukne betalingsmiddel for 69% af danskerne, så er betaling med mobilen i rivende udvikling. Faktisk er mobilbetaling blevet det foretrukne betalingsmiddel for 16% af danskerne mod 9% i 2017 - en stigning på hele 7 procentpoint. I mellemtiden er også Apple Pay kommet til, omend blot 1% af de adspurgte respondenter foretrækker denne betalingsmetode (læs mere på side 28-31).
  • Mændene vil spare penge, kvinderne vil have det nemt: Dansk E-handel 2018 viser, at danske mænd i højere grad end kvinder handler på nettet for at spare penge, hvorimod kvinderne oftere shopper via apps og ønsker at kunne bytte deres varer i en fysisk butik. Dog er det mændene, der i gennemsnit bruger mest online med 2.816 kr. pr. måned mod kvindernes 2.386 kr. pr. måned (læs mere på side 34-35).
  • Big Spender bruger flest penge: Dansk E-handel 2018 viser, at gennemsnitsprofilen for onlineforbrugeren, der bruger flest penge på nettet, er en mand mellem 45-54 år, der bor i København. Vi kalder ham Mr. Big Spender, og han bruger hele 12.290 kr. om måneden online - ofte på elektronik, streamingtjenester, rejser og skønhedsprodukter. Han shopper i høj grad på udenlandske webshops, og så handler han online for at spare tid (mød Mr. Big Spender på side 36-37).
  • Shop-a-Lot shopper oftest: Dansk E-handel 2018 viser, at gennemsnitsprofilen for onlineforbrugeren, der foretager flest køb på nettet er en kvinde mellem 35-44 år, der bor i København. Vi kalder hende Ms. Shop-A-Lot, og hun bruger 6.240 kr. om måneden på onlinehandel - penge, der ofte bliver brugt på tøj og skønhedsprodukter. Hun shopper online mere end 25 gange i kvartalet, og det et tit fra udenlandske webshops. Men hun afbryder gerne købet, hvis den totale pris bliver for dyr pga. levering (mød Ms. Shop-a- Lot på side 36-37).
  • Unge vil have hastighed, gamle vil have sikkerhed: Dansk E-handel 2018 viser, at der er stor forskel på, hvad unge og gamle værdsætter, når de handler på nettet. De 15-24 årige, som gennemsnitligt forbruger for 1.635 kr. pr. måned, vil gerne kunne handle fra mobilen og have lave leveringsomkostninger. De 66-74 årige, der gennemsnitligt forbruger for 2.172 kr. pr. måned, sætter derimod mere pris på sikkerhed. (læs mere på side 40-41).
  • Danskerne vil have bekvemmelighed, tillid og transparens: Dansk E-handel 2018 viser, at danskerne handler online for, at det skal være nemt og hurtigt. For mange forhindringer i købsprocessen eller uventede ekstrabeløb kan få danskerne til at afbryde en handel. Faktisk har 54% af danskerne afbrudt et køb, fordi den samlede pris inkl. levering blev for dyr, mens forhindringer som tekniske problemer, registrering af personoplysninger og bøvl med betalingsprocessen i høj grad også kan få forbrugerne til at afbryde deres køb (læs mere på side 38-39).
  • Udenlandske webshops lokker på pris og udvalg: Dansk E-handel 2018 viser, at det især er lavere priser og større udvalg af produkter, der får de danske forbrugere til at handle på udenlandske webshops, som Amazon, Wish og Zalando, der er de tre mest populære i Danmark. Samtidig er det besværlig returnering og usikkerhed omkring told/moms, der afholder danskerne fra udenlandske webshops. Top 3 over mest populære lande at købe online fra er England, Kina og Tyskland - her er det vareudvalget og billigere priser, der spiller ind (læs mere på side 44-47).

- lb