Dell EMC udnævner ny adm. direktør i Danmark

Dell EMC udnævner ny adm. direktør i Danmark

Den nye adm. Direktør for Dell EMC i Danmark har en lang erfaring fra Dell, og har længe arbejdet med kundetilfredshed som en et grundlæggende mindset

Ulrik Kjeldgaard er udnævnt til ny adm. direktør for Dell EMC i Danmark pr. 1. februar 2018. Han har fået sin erhvervsmæssige opvækst i Dell, hvor han har arbejdet de seneste 18 år. Han forlod stillingen som salgsdirektør i den danske del af virksomheden for omkring 10 år siden til fordel for en række topposter i den europæiske del, hvor han senest har haft en central rolle med at integrere Dells og EMC’s europæiske datacenterorganisation.

Nicolai Moresco, regional direktør i Dell EMC, siger om udnævnelsen af Ulrik Kjeldgaard: “Det glæder mig meget, at vi har kunnet finde den nye adm. direktør i egne rækker. Dermed kan Ulrik hurtigt træde ind og videreføre den gode udvikling og det momentum, som vi oplever i Danmark. Ulrik kommer med en både dyb og bred erfaring fra Dell EMC i Europa, hvor han har sat retningen på en række centrale områder, som han nu selv kan være med til at implementere lokalt i Danmark. Vi glæder os derfor til at byde ham velkommen i den danske organisation.”

Ulrik Kjeldgaard ser frem til sin nye post i Dell EMC Danmark: “Timingen for både Dell EMC og for mig personligt er optimal. Vi har været på en rejse det sidste årti med mange spændende opkøb. I mine øjne er vi i dag bedre positioneret i markedet end nogensinde før, og jeg ser det som et utroligt privilegium at skulle lede virksomheden videre i Danmark.”

Kundetilfredshed er et grundlæggende mindset for Ulrik Kjeldgaard: ”Det forenede Dell EMC skal have en endnu mere relevant samtale med kunderne om deres reelle udfordringer med fx digitalisering. Med udgangspunkt i vores dybe brancheerfaring skal vi give den bedst mulige rådgivning til vores kunder om infrastruktur” pointerer Ulrik Kjeldgaard.

Ulrik Kjeldgaard, der er 44 år, har en HD i business administration fra CBS og en MBA fra AVT Business School. Han bor i Dyssegaard med sin hustru, Anne Marie, og døtrene Sophie på 15 og Kathrine på 12. Han er Formel 1-entusiast og finder samtidig inspiration til strategi og ledelse herigennem, fordi det ifølge ham er kongeeksemplet på, hvordan et team og en individualist kun kan vinde, når begge præsterer på højeste niveau på samme tid.

Ulrik Kjeldgaard afløser Lars Baun, der er stoppet efter eget ønske for at blive adm. direktør i Danoffice IT.

- lb