Det digitale CO2-aftryk er ikke stigende

Det digitale CO2-aftryk er ikke stigende

På trods af højere internethastighed, flere digitale enheder og et øget forbrug af streaming, belaster vores digitale adfærd ikke klimaet mere end tidligere. Det fortæller ny rapport fra Ericsson IndustryLab, som dog samtidig slår fast, at der fortsat er plads til forbedringer. Læs her, hvordan du selv kan sænke dit digitale klimaaftryk

Digitale enheder bliver mere og mere udbredte, og det samme gør online gaming og streaming. Alligevel er CO2-aftrykket i ICT-sektoren (informations- og kommunikationssektoren) forblevet stabilt inden for de sidste ti år og udgør blot ca. 1,4 pct. af den samlede globale udledning af CO2.

Det fremgår af den seneste rapport fra Ericsson IndustryLab, der har titlen "A quick guide to your digital carbon footprint", og som undersøger sektorens direkte belastning på klimaet.

"CO2-udledning fra digitale løsninger har længe haft stor bevågenhed. Det hævdes ofte og fejlagtigt, at ICT-sektoren kan sidestilles med luftfart, mens andre overdriver påvirkningen fra streaming og brugen af sociale medier. Og da ICT-sektoren konstant udvikler sig med hensyn til brug, produkter og forbedringer i energieffektivitet, kan det være svært at få de nyeste fakta, og det leder ofte til overdrevne artikler - endda videnskabelige - omkring elforbrug og digitalt CO2-aftryk," forklarer Pernilla Bergmark, som er medforfatter til rapporten fra Ericsson IndustryLab.

Sektorens CO2-aftryk kan reduceres med 80%

Forskerne fra Ericsson IndustryLab har undersøgt den direkte CO2-udledning forbundet med et produkts livscyklus - fra udvinding af råmateriale til produktion og samling, transport, brug og bortskaffelse af produktet.

Ud fra det omfattende datasæt konkluderes det, at den nuværende kulstofudledning kan reduceres med over 80 pct., hvis sektoren omlægger sit forbrug af elektricitet til udelukkende at komme fra vedvarende energikilder.

Sådan nedsætter du dit digitale CO2-aftryk

Selvom hver danskers digitale CO2-aftryk blot udgør en lille procentdel af deres samlede kulstofaftryk, er der ifølge Pernilla Bergmark fra Ericsson IndustryLab stadig plads til forbedringer:

"Selv om rapporten viser, at vores digitale CO2-aftryk ikke er blevet større, bør vi fortsat stræbe efter at sænke det yderligere. Hos Ericsson er det vores drivkraft at vise, hvordan digital teknologi kan reducere den nuværende CO2-udledning til det halve inden år 2030. Som privatperson kan man også reducere sit personlige aftryk, fx ved at beholde sine digitale enheder i længere tid og benytte vedvarende energi," fortæller Pernilla Bergmark.

Ifølge rapporten kan du kan sænke dit digitale CO2-aftryk yderligere ved at:

  • Bruge din smartphone og andre elektroniske enheder i længere tid,før du opgraderer
  • Være sikker på, at dine enheder bliver genbrugt, når du stopper med at bruge dem
  • Bruge mindre enheder, når du benytter digitale services: Se Netflix på telefonen
  • Oplade batterier med strøm fra vedvarende energi
  • Undgå at købe flere ICT-enheder, end du har brug for (giv ubrugte enheder videre)
  • Gøre producenterne opmærksom på, at CO2-aftrykket betyder noget for dig
  • Købe dine digitale enheder og services fra virksomheder, der har videnskabeligt baserede mål for, hvordan de ville begrænse deres CO2-aftryk
  • Og sidst, men ikke mindst: Benytte ICT-services, som er med til at reducere CO2-udledning

 Læs hele rapporten her: A quick guide to your digital carbon footprint

- lb