Færøerne har godt gang i 5G

Færøerne har godt gang i 5G

Det går stærkt med 5G på Færøerne. Huawei og Føroya oplyser at de sammen har gennemført det første opkald på deres nye 5G-netværk, der leveres af Huawei. Planene er, at sidst på sommeren 2019 vil 5G være tilgængelig for visse af Føroya Teles kunder

Af Lars Bennetzen

Færøerne er lang fremme når det kommer til fremtidens kommunikationsteknologi. De har lige overhalet Danmark når det kommer til 5G, hvor de lige har gennemført den første reele test af 5G-nettet, som for resten er leveret af Huawei.

- Vi har en stærk partner i Huawei, som vi nu har samarbejdet med i flere år, og jeg glæder mig til at opleve den forskel, som 5G på sigt kommer til at have for færingerne, når det bliver muligt at tage helt nye teknologier i brug. Færøerne bliver endnu bedre forbundet - både øerne imellem og med resten af verden, siger Eva Skeel Nolsø, marketingdirektør i Føroya Tele.

Færøerne har mange geografiske udfordringer i forhold til at opnå komplet mobildækning, da det fjeldtoppede ø-samfund er forbundet af fjeldveje og tunneler på land og under havet. Alligevel har Færøerne i flere år haft imponerende mobildækning.

- Igennem de seneste år er færingerne blevet vant til ekstremt høj kvalitet inden for mobilkommunikation. Selvom vi ligger i Nordatlanten, som for mange kan virke som in the middle of nowhere, så opleves det ikke sådan af færingerne. Med 98,6 pct. 4G dækning af det geografiske land- og hav-område på tværs af øerne kan færingerne være stærkt forbundet til hinanden og resten af verden uanset, om de befinder sig på en fjeldtop eller kører i en undersøstunnel, forklarer Eva Skeel Nolsø.

Hos Huawei er man også begejstret for at have gennemført det længe ventede første opkald.

- Vi er rigtig glade for sammen med Føroya Tele at bringe Færøerne et vigtigt skridt nærmere alle de muligheder, der ligger i 5G. Den succesfulde test betyder, at Føroya Tele snart kan tilbyde kommercielt brug af 5G-teknologier, forklarer Mads Rasmussen, teknisk direktør hos Huawei.

Det første 5G-opkald på Færøerne gik igennem præcis kl. 14:23 den 6. juni på Huaweis nye 5G-telefon, Huawei Mate 20X. Det var også på denne telefon, at Huawei og Føroya Tele målte en downloadhastighed på 1GB/sek. Dvs. at det nye 5G-net er næsten 10 gange hurtigere, end hvad vi er vant til fra 4G.

Huawei leverer samtlige 5G-produkter og løsninger til Føroya Tele, dvs. både RAN-netværk, hovedstammen i det nye mobilnet samt 5G smartphones.