Gamle printere koster virksomheder penge

Gamle printere koster virksomheder penge

Knap halvdelen af danske små og mellemstore virksomheder har printere, som er over fem år gamle, og størstedelen foretrækker laserprintere fremfor blæk, men af de forkerte grunde. Det viser en ny dansk undersøgelse foretaget af Epson blandt 200 danske it-beslutningstagere i små- og mellemstore virksomheder. 49 procent af alle adspurgte virksomheder har printere ældre end fem år

Her er it-beslutningstagere blandt andet blevet spurgt ind til, hvad der ligger til grund for nye printer-indkøb. Her er den største grund til nyerhvervelse af en printer, at den gamle gik i stykker. Men der kan være mange penge at hente i form af besparelser, når man indkøber nye, mere moderne printere.

”Imens man godt vil investere i anden it for at skabe besparelser på længere sigt, så er printerområdet tilsyneladende en overset guldgrube, for der er sket meget inden for den teknologiske udvikling på printerområdet i løbet af de sidste fem år,” siger Johnny Frederiksen, business manager hos Epson og tilføjer:

”Man skal jo selvfølgelig ikke købe nye enheder, hvis de gamle stadig virker upåklageligt, men der er mange danske virksomheder, som stadig benytter sig af ældre maskiner med ikke-tidssvarende teknologier. Det kan betyde unødvendigt store regninger, både i forhold til vedligeholdelse og strømforbrug,” siger Johnny Frederiksen.

Udskældt blæk

En af de tydelige tendenser fra undersøgelsen er også, at størstedelen af de adspurgte foretrækker tonerbaserede laserprintere modsat de blækbaserede inkjet-printere, men af de helt forkerte grunde.

68 procent af de adspurgte foretrækker laser fremfor blæk. Kun 12 procent ser blæk som den bedste teknologi.

Blandt andet foretrækker it-beslutningstagerne laser på grund af lavere omkostninger end inkjet, men det er langt fra virkeligheden. 

”Der er mange gode grunde til at vælge blækprintere: Omkostningsprisen er i høj grad lavere hos blæk-produkterne, ligesom blækprintere er langt hurtigere til at printe første side,” forklarer Johnny Frederiksen.

Johnny Frederiksen vurderer, at det blandt andet er oplevelser med nogle af de ældre generationer af blækprintere, som har givet blæk det dårlige ry.

”Printer-industrien har været voldsomt innovativ de seneste år, og særligt blækteknologien er modnet, og sammenlignet med ældre maskiner kan den rigtige blækprinter give en besparelse på op til 50% lavere omkostninger pr. side og udskriver op til dobbelt så meget til samme pris,” siger Johnny Frederiksen.

Fravælger miljøhensyn

Et andet område, hvor moderne printere er ældre printere overlegne, er på strømforbruget. Den naturlige udvikling inden for branchen betyder, at din næste blækprinter vil benytte meget mindre strøm, hvilket både er til fordel for miljøet og din elregning.

Men der er særligt meget at hente, hvis du skifter til blæk.

”En laserprinter skal først varmes op til høje temperaturer og bruger derfor overraskende meget strøm på at printe blot et par sider ud. En tilsvarende blækprinter skal ikke først varmes op og klarer det samme job ved et markant lavere strømforbrug. Det er noget, som både vil kunne mærkes på elregningen, men det vil også være med til at sænke jeres CO2-niveau,” siger Johnny Frederiksen.

Det er dog ikke et område, som it-beslutningstagere fokuserer på, når der skal købes nye printere. Ingen af de adspurgte valgte miljøhensyn og strømforbrug som et købskriterie.

”Moderne printere er langt mindre miljøbelastende end ældre. Blandt andet kan du i nyere blækprintere benytte blækposer, som lettere kan genbruges end patroner, og blækprintere afgiver heller ikke luftbårne partikler, som ikke er sundt at indånde,” siger Johnny Frederiksen.

- lb