Genåbning lægger en dæmper på nethandlen efter rekordvækst

Genåbning lægger en dæmper på nethandlen efter rekordvækst

Siden coronapandemiens begyndelse har handel på nettet buldret derudad ufortrødent. Nu viser nye tal, at genåbningen af detailhandlen herhjemme har bremset den voldsomme fremgang i onlinesalget i andet kvartal ovenpå mere end et år med rekordhøje digitale vækstrater

Efter en historisk svær periode er der endelig lidt lys for enden af tunnelen for den fysiske detailhandel herhjemme. En ny opgørelse over e-handlen i andet kvartal viser, at den eksplosive vækst i onlinesalget i både Norden og resten af verden er aftagende ovenpå et år præget af restriktioner og lukkede butikker.

Ifølge Shopping Index for andet kvartal, som den amerikanske softwaregigant Salesforce står bag, steg onlineomsætningen i Norden ’kun’ med otte procent fra april-juni i år sammenlignet med samme periode sidste år. Det står i stærk kontrast til udviklingen i de foregående fire kvartaler, hvor nedlukninger og ændret købsadfærd blandt forbrugerne førte til vækstrater i nethandlen på minimum 40 procent, hvilket kulminerede i en stigning på hele 89 procent i årets første tre måneder.

Stagneringen i netsalget i det seneste kvartal i år kunne også aflæses i salget i den fysiske detailhandel, der havde en rekordstor fremgang i samme periode. Her oplevede butikkerne ifølge Danmarks Statistik en stigning i omsætningen på 6,2 procent sammenlignet med første kvartal 2021, hvor den anden smittebølge var på sit højeste i Danmark og de andre nordiske lande.

Den relativt beskedne vækst i onlinesalget i andet kvartal, viser de første tegn på, at e-handelsboomet er begyndt at stabilisere sig, og at kunderne er vendt tilbage til butikkerne. Men samtidig bekræfter stigningen også, at de ændrede forbrugervaner, der blev dannet under pandemien, er kommet for at blive på et nyt og højere niveau. Dette understreger det fortsatte behov for, at alle i detailhandlen bør fokusere på at skabe gode og personlige shoppingoplevelser i et samspil mellem det fysiske og digitale,” siger Jacques Soelberg, landechef for Salesforce i Danmark.

Tendenser inden for nethandel i andet kvartal 2021:

  • Stagnerende vækst ovenpå genåbning: Onlineomsætningen i Norden voksede kun med beskedne 8 % i andet kvartal. Det er væsentlig lavere sammenlignet med væksten på 89 % i årets første tre måneder og det seneste år, hvor stigningen har ligget på +40 % i alle kvartaler.
  • Fald i trafik og ordrer: I andet kvartal af 2021 oplevede nordiske onlinebutikker et fald i trafik (-5 %) og ordrer (-10 %) sammenlignet med året før.
  • Mobiltelefonen er fortsat de nordiske kunders foretrukne enhed, både til research og bestilling af varer. 69 % af trafikken og 57 % af ordrerne kom fra mobiltelefoner.
  • Nordiske forbrugere brugte i gennemsnit flere penge (15 %) pr. ordre, sammenlignet med andet kvartal 2020. De betalte i gennemsnit 958 kroner pr. ordre, hvilket er 130 kroner mere end samme periode sidste år.
  • Produktkategorier med den største stigning i salget år-til-år globalt: Luksusartikler (43 %), Håndtasker og bagage generelt (22 %), Luksus håndtasker (17 %)
  • Produktkategorier med det største fald i salget år-til-år globalt: Hårprodukter (-36 %), Mad og drikke (-21 %), Makeup (-19 %)

OM SALESFORCE SHOPPING INDEX
Salesforce har udgivet Shopping-indekset siden 2013. Indekset måler de vigtigste digitale tendenser inden for e-handel på tværs af brancher og produkttyper verden over, herunder Norden. Indsigten fra andet kvartal 2021 er baseret på data indsamlet i perioden april, maj og juni i år fra over en milliard forbrugere, der har besøgt 2.200 netbutikker - fordelt på 54 forskellige lande, herunder Danmark, hvor Salesforce bl.a. med til at drive webshops for Pandora, By Malene Birger og Georg Jensen.

Se en fuld oversigt over tallene for andet kvartal af 2021 her.

- lb