Gladsaxe tester ny delebilsteknologi

Gladsaxe tester ny delebilsteknologi

Gladsaxe Kommune samarbejder med Renault Danmark, Renaults datterselskab RCI og Ejner Hessel om at teste den nye delebilteknologi Glide i kommunens hjemmeplejebiler

I den kommende vinter vil Gladsaxe Kommune teste delebilteknologien Glide i nogle af hjemmeplejens elbiler. Det sker i samarbejde med Renault Danmark, Renaults datterselskab RCI, automobilforhandler Ejner Hessel og hjemmeplejens rehabiliteringsteam.

Bedre udnyttelse af vognparken

Formålet med testen er at undersøge i lille skala om henholdsvis app-betjening og kortbetjening fungerer, og om teknologien kan gøre arbejdsgange nemmere for både medarbejdere og den bilansvarlige i Gladsaxes hjemmepleje, så hjemmeplejen opnår en bedre udnyttelse af vognparken.

- Lige siden Hjemmeplejen i Gladsaxe udskiftede vores 33 benzinbiler med elbiler, har vi ønsket os en mere tidssvarende nøglehåndtering, der gør det nemmere for vores medarbejdere at holde styr på bilnøglerne, og gør hverdagen nemmere for vores medarbejdere. Glide ser ud til at kunne løse flere af vores behov, herunder at give en bedre udnyttelse af vores bilpark, siger hjemmeplejens leder Anne Kristensen.

I tråd med Gladsaxes mål for bæredygtig udvikling

Også Gladsaxes borgmester Trine Græse er begejstret for forsøget.

- Deleøkonomi er en megatrend og jeg er stolt af, at vi med det nye samarbejde er med i front inden for deleøkonomi. Gladsaxe er den første kommune i Danmark, som har indarbejdet FN's verdensmål for bæredygtig udvikling i hele vores måde at arbejde på via vores kommunestrategi, Gladsaxestrategien. Derfor er dette projekt helt i tråd med den bæredygtige udvikling, som vi ønsker i vores kommune. Og jeg tror på, at Glide rummer et stort potentiale, også inden for de andre driftsområder i Gladsaxe, så vi får en bedre udnyttelse af vores bilpark, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

En del af Renaults globale strategi

Glide er en del af Renaults globale strategi "Drive the future".

- Med Glide har Renault lagt sig helt i front inden for delebilsteknologien, som er højt efterspurgt. Dialogen med Gladsaxe Kommunes hjemmepleje har allerede resulteret i god og konstruktiv feedback. Derfor glæder vi os også meget til at videreudvikle Glide med afsæt i Gladsaxe Kommunes erfaringer og input, fortæller Salgs- & marketingchef hos RCI BANK AND SERVICES NORDIC, Thomas Lildballe Jørgensen.

Sådan virker Glide

To af hjemmeplejens elbiler får installeret en lille nyudviklet boks, som gør det muligt at åbne og låse bilens centrallås via en app eller et Id-kort. Der følger også en omfattende administratorplatform med, som giver den bilansvarlige mulighed for at tildele medarbejdere adgang til bestemte biler og administrere bilparken, f.eks. i forhold til skadeshåndtering. Platformen opsamler data om kørslen, herunder hvor meget der bliver kørt i elbilerne, hvor de holder parkeret, m.m. Altsammen funktionaliteter, der forhåbentlig kan medvirke til at udnytte vognparken bedre, bruge færre ressourcer på administration og i sidste ende frigive mere tid til betjening af borgerne.

- lb