Hver sjette IT-konsulent er svært stresset

Hver sjette IT-konsulent er svært stresset

En global undersøgelse fra Barracuda Networks blandt 500 Managed Service Providers (MSP) viser, at virksomheders behov for IT-ekspertise stiger. Men den øgede vækst og interesse for bl.a. IT-sikkerhed betyder, at et faretruende stort antal konsulenter er stressede

Peter Gustafsson, nordisk direktør for Barracuda Networks, ser med alvor på tallene:

“Det er ingen hemmelighed, at der bliver løbet stærkt i IT-branchen. Men at hver sjette MSP siger, at deres gennemsnitsmedarbejder udviser høje tegn på stress, er problematisk. MSPer spiller nemlig en afgørende rolle for en lang række virksomheders IT-drift, bl.a. deres IT-sikkerhed. Så hvis disse konsulenter først sygemelder sig, vil det betyde en svækkelse af IT-sikkerheden i en lang række virksomheder - også i Danmark.”

Herunder er fire nedslagspunkter fra rapporten:

  • Hver sjette MSP siger, at gennemsnitsmedarbejderen er svært stresset
    Godt hver sjette respondent (16%) siger, at den gennemsnitlige medarbejder er svært stresset. Samtidig svarer 56%, at stress-niveauerne hos medarbejdere er moderate.
  • IT-sikkerhed er den primære tjeneste, virksomheder vil have
    Hele 92% af de adspurgte svarer, at de oplever et større fokus på IT-sikkerhed end tidligere. De største muligheder ligger inden for netværkssikkerhed (38%), endpoint security (33%) og netværksovervågning og - management (33%).
  • Virksomheder er tiltagende bekymrede for hackerangreb
    80% af de adspurgte svarer, at deres kunder er tiltagende bekymrede for cyberangreb - og at de henvender sig til eksterne leverandører som MSPer om hjælp.
  • Øget vækst i 2022
    Trods udfordrende omstændigheder forventer MSPer, at den gennemsnitlige omsætning vokser med en tredjedel til $12.12 millioner i år fra $8.93 millioner i 2021.

- lb