IT-kandidater kræver høj løn

IT-kandidater kræver høj løn

Gode kolleger og et trygt arbejdsmiljø vejer tungt blandt arbejdsmarkedets mest eftertragtede kandidater, viser ny undersøgelse. Men IT-branchen er en klar undtagelse, hvor bløde værdier viger for ønsket om høj løn

Kandidater med IT-baggrund er eftertragtede som aldrig før. Det kan mærkes i kravene til kommende arbejdsgivere, hvor ønsket om høj løn og fordele, er gennemgående, når de vælger ny arbejdsgiver. Det står i stærk kontrast til ønskerne for resten af arbejdsmarkedets mest eftertragtede kandidater, som går mere op i et trygt arbejdsmiljø, gode kolleger og mangfoldighed på arbejdspladsen.

Det slår det internationale rekrutterings- og vikarbureau, Academic Work Danmark, fast i rapporten ”YPAI 2019, som kortlægger, hvilke faktorer de såkaldte ”young professionals” prioriterer ved valget af arbejdsgivere i Danmark. Målgruppen er ikke aldersbestemt, men er karakteriseret ved at være eftertragtede af videns baserede virksomheder for deres store engagement, forståelse for at udvikle sig og deres IT-kundskaber, der er nødvendige i et digitaliseret samfund.

–Det gør kandidater, med afsæt i netop IT-branchen, til de mest eftertragtede af alle på arbejdsmarkedet lige pt., hvilket også ses i forskellene på hvilke faktorer, de anser som vigtige eller meget vigtige i valget af en kommende arbejdsgiver. Overordnet set anser hele 65 procent af deltagerne i årets undersøgelse kolleger og arbejdsmiljøet som vigtige eller meget vigtige, mens tallet kun er på 41 procent for kandidaterne i IT-branchen, udtaler Svante Randlert, der er ekspert i rekruttering og ledende foredragsholder ved releaseeventet for YPAI 2019. Han tilføjer:

– Ønsket om høj løn og gode fordele er på hele 67 procent hos IT-kandidaterne, hvilket kan skyldes, at IT-branchen er helt vildt konkurrencepræget lige nu. Og hvis kandidaterne kan vælge lige hvad, de vil, så ved de også, hvad de er værd og har mere fokus derpå. Tilsvarende ligger løn og fordele kun på 44 procent i den overordnede måling.

Kun tre IT-virksomheder i top-15

En ny og vigtig del af årets YPAI-rapport er en oversigt over young professionals rangering af 50 virksomheder efter omdømme, vurdering af succes og hvor mange, der gerne vil arbejde for virksomheden. Listen er skabt ud fra en forundersøgelse, hvor YPAI-deltagerne listede så mange virksomheder, de kendte, hvoraf 50 blev udvalgt til den endelige hovedundersøgelse. Listen omfatter således både danske og internationale virksomheder fra en lang række brancher inden for det private såvel som det offentlige arbejdsmarked.

Der kun tre IT-virksomheder at finde i top-15: Google, som indtager en samlet 2-plads på listen, Systematic som samlet nummer 11 og Microsoft som samlet nummer 14.

– YPAI-indekset er interessant, fordi det giver et overblik over, hvordan young professionals vurderer virksomhederne ud fra nogle helt konkrete faktorer. Vi kan også se, at selvom kandidaterne vurderer, at uanset om en virksomhed har succes, betyder det ikke nødvendigvis, at kandidaterne også vil arbejde for dem, hvis virksomheden for eksempel har et dårligt omdømme, siger Thomas Rasmussen, der er marketing manager i Academic Work Danmark. Han tilføjer:

– Virksomhederne kan benytte rapporten og indekset til at få et praj om, hvordan deres ry og rygte vurderes, samt til at få råd om, hvor de skal sætte ind for at optimere deres rekrutteringsproces og fastholde de mest eftertragtede kandidater.

Rapporten YPAI 2019, med den samlede oversigt over de 50 mest attraktive virksomheder og deres individuelle YPAI-scores, lanceres ved et event, der afholdes den 8. oktober i Grand Teatret i København.