KMD og Goal Station indgår nyt joint venture

KMD og Goal Station indgår nyt joint venture

It-koncernen KMD opretter et nyt selskab med den danske virksomhed Goal Station, som har udviklet en højteknologisk facilitet til teknisk træning i fodboldklubber. Under navnet Goal Station Digital vil de to virksomheder bygge et digitalt analyselag oven på den fysiske Goal Station-facilitet

Fra i dag kan fodboldspillere og andre sportsudøvere analysere deres teknik på en ny måde. It-koncernen KMD lancerer sammen med den danske sportsvirksomhed Goal Station et nyt selskab, som under navnet Goal Station Digital skal sikre de to aktører en global førerposition inden for sportsdata. Som sin første aktivitet lancerer selskabet en app, der giver nye muligheder for at analysere spillernes indsats.

Hos opfinderen af Goal Station-træningsbanen, den danske fodboldtræner Brian Sørensen, er der store forventninger til det nye joint venture med KMD.

- Sammen med KMD kan vi nu tilbyde et digitalt analyselag oven på Goal Station, som vi forventer vil sikre os en førerposition i et globalt marked, hvor data bliver det nye konkurrenceparameter for klubber, trænere og udøvere, siger Brian Sørensen.

Brian Sørensen vurderer, at det nye selskab har et godt afsæt, da den fysiske Goal Station-facilitet allerede anvendes af både danske og udenlandske klubber og sportsakademier. Dermed kan Goal Station Digital tilbyde en stærk kobling mellem fysisk træning og data på spillernes tekniske færdigheder, som sportsverdenen i stigende grad efterspørger.

Nye veje for KMD

Hos KMD, der i forvejen samarbejder med DBU om databrug i fodbold, er der store forventninger til det nye joint venture.

- Vi går i disse år målrettet ind i den digitale sportsverden, hvor vi kan bringe vores datakompetencer i spil over for nye segmenter. Data er allerede et afgørende konkurrenceparameter i sportsverdenen, og den trend vil blive forstærket markant de kommende år, siger Peter D. Sønderskov, produktchef i KMD og Goal Station Digital, og fortsætter.

- De nye generationer af sportsudøvere er vokset op med gaming, sociale medier og træningsapps. De dygtigste talenter vil derfor også kigge på de digitale faciliteter, når de skal vælge deres næste klub. Derfor ser vi et hul i markedet for Goal Station Digital, hvor vi skaber en stærk platform for fremtidens talentarbejde.

Peter D. Sønderskov ser derudover et perspektiv i, at der på længere sigt kan åbne sig et privatmarked, hvor sportsglade familier kan bruge Goal Station Digital til fx at træne hjemme i haven og analysere resultaterne på samme måde, som man i dag kender det fra løbe-apps. Derfor er der hos Goal Station Digital ambitioner om at skabe en global vækstsucces, hvor man også vil udfordre de store spilkonsoller og motionsapps med en ny kobling mellem sport, leg og data.

Fakta om Goal Station Digital

Alle øvelser på Goal Station-banen trackes af sensorer, og data på den enkelte spillers tekniske præstation lagres i Goal Station Digital-appen. Goal Station Digital giver efterfølgende adgang til at analysere data i Goal Station Digitals analyseportal. Data kan blandt andet anvendes til at benchmarke og identificere udviklingsområder, fokusere træningen, forbedre skadesrestitutionen og meget mere.

- lb