KMD vil satse på grøn omstilling og bæredygtighed

KMD vil satse på grøn omstilling og bæredygtighed

Søren Brixen tiltræder den 1. juni 2020 i KMD som Advisory Director med fokus på Sustainability and Health. Søren kommer fra en stilling som adm. direktør i DGI og tidligere kommunaldirektør i henholdsvis Nørre Djurs og Norddjurs Kommune. I KMD skal Søren i tæt dialog med kunderne fremme anvendelsen af ny teknologi i bæredygtige løsninger. Smart Community-løsninger og intelligent brug af data er vigtige redskaber i den grønne omstilling

"I KMD ønsker vi at udnytte vores ekspertise inden for digitalisering til at drive innovative initiativer, der styrker den grønne omstilling. Søren Brixens topledererfaring fra både kommuner og civilsamfundet, hvor flere bundlinjer er hverdagen, er en god baggrund for at styrke samarbejdet med kunderne om en bæredygtig udvikling," siger Christian Binggeli-Winter, direktør for forretningsområdet Data, Information Management & Analytics (DIMA) i KMD. Han fortsætter:
 
"Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, så kræver det, at vi udnytter potentialerne i de nye teknologier og understøtter kommuner og private virksomheder med at få sundheds- og bæredygtige løsninger bedst muligt forankret i deres forretninger."
 
KMD er Danmarks største leverandør af digitale løsninger til den offentlige sektor og en naturlig samarbejdspartner i en digitaliseret grøn omstilling. Søren skal med sit store netværk og mange års erfaring være med til at drive innovative løsninger på KMD's grønne forretningsområder i et tæt partnerskab med kunder og samarbejdspartnere.
 
Søren Brixen ser frem til de nye udfordringer:
 
"Jeg ser meget frem til at blive en del af KMD, hvor udnyttelse af data, kunstig intelligens, Internet of Things, Big Data m.v. hver dag understøtter kundernes arbejde med den grønne omstilling. Når coronakrisen ebber ud vil de økonomiske udfordringer og grøn omstilling stå øverst på manges dagsorden. Det bliver en spændende udfordring at bidrage til, at kommuner, private virksomheder og NGO'er kan optimere både bæredygtigheden og økonomien ved hjælp af digital transformation."
 
Søren Brixen er 52 år og uddannet i statskundskab. Han kommer fra en stilling som adm. dir. i DGI gennem 12 år, og før det bestred han jobbet som kommunaldirektør i hhv. Norddjurs Kommune og Nørre Djurs kommune. Privat er han gift med Helle Brixen.