KMD's øverste ledelse søger rådgivning fra studerende

KMD's øverste ledelse søger rådgivning fra studerende

I den danske it-virksomhed KMD søger den øverste ledelse nu rådgivning fra en utraditionel kant. KMD nedsætter nemlig et Student Advisory Board, som skal sparre med KMD's øverste ledelse om emner som softwareudvikling, digital innovation og forretningsudvikling.

Det er sundt at få indspark udefra. Normalt er det konsulenter fra rådgivningsvirksomhederne, der får adgang til den øverste ledelse, når det handler om at give sparring og gode råd.

I KMD søger man nu også rådgivning fra en gruppe, hvor hættetrøjer og T-shirts sandsynligvis er mere udbredt end jakkesæt og kridhvide skjorter - nemlig de studerende. KMD etablerer et Student Advisory Board, hvor seks danske og internationale studerende skal give indspark til den øverste ledelse på områder som softwareudvikling, digital innovation og forretningsudvikling.

- Jeg er overbevist om, at studerende kan bidrage med relevante perspektiver på en lang række områder, som vi beskæftiger os med i KMD. Det er sundt for en topledelse at få mange forskellige input, og studerende kan givetvis se vinkler, som de mere etablerede kræfter ikke kan. Jeg og resten af Group Management glæder os meget til møderne med Student Advisory Board, siger Eva Berneke, administrerende direktør i KMD.

KMD's Student Advisory Board lægger fra land i det nye år og vil afholde fire årlige møder samt et afsluttende arrangement med KMD's øverste ledelse. KMD's Student Advisory Board kommer til at bestå af seks danske og internationale studerende, som har plads i gruppen i et år ad gangen.

Jagten er gået ind på kandidater

KMD er netop gået på jagt efter de første seks medlemmer blandt studerende ved universiteter i Danmark og i Polen, hvor KMD også har en større udviklingsafdeling.

- Vi har fokus på, at der skal være en bred faglighed blandt medlemmerne, men at de samtidig skal have en nysgerrighed for teknologi og forretning. De profiler vi søger til boardet vil typisk være studerende inden for softwareudvikling, innovation og entreprenørskab eller mere forretningsorienterede retninger som strategi og virksomhedsledelse samt finansiering og investering, fortæller Michael Holst, direktør for HR i KMD.

Etableringen af KMD's Student Advisory Board skal også ses som yderligere et tiltag for at skabe flere forbindelser mellem virksomheden KMD og potentielt kommende medarbejdere i IT-branchen.

- For en vidensvirksomhed som KMD er det utrolig vigtigt, at der kommer så mange dygtige folk fra de højere læreanstalter ud i it-branchen. Det er også vores intention, at tiltaget kan gøre et indtryk på de studerende, så de får et godt indtryk af branchen. Udover at kunne spare med KMD's ledelse håber vi også, at de kan udvikle både hinanden og sig selv i forløbet, forklarer Michael Holst.

KMD har i forvejen ansat mere end 100 studentermedhjælpere, der på en lang række fagområder udfører opgaver på tværs af virksomheden. Studenterne har et internt Student Board, som laver en række arrangementer på tværs af KMD i løbet af året. Det interne Student Board støttes af KMD men drives af studentermedhjælperne selv.

- lb