Kobots styrker deres ledelse
Dann Pøt Sørig, Peter Hartvigsen og Jacob S. Niclassen, Kobots - Voice Responsive Robotics. Foto: Kobots

Kobots styrker deres ledelse

Det nye danske roboteventyr, Kobots – Voice Responsive Robotics, styrkes nu med to erfarne medarbejdere, nemlig CCO Jacob Sohrabi Niclassen og Area Sales Manager, Dann Pøt Sørig. De skal orkestrere den store interesse for robotten Amigo

Jacob Sohrabi Niclassen er fra 1.10.19 blevet ansat som Chief Commercial Officer hos Kobots – Voice Responsive Robotics, som vil ændre byggeindustrien med en stemmestyret skærerobot. Jacob Sohrabi Niclassen skal opbygge et globalt netværk af distributører og servicepartnere samt tegne den fremtidige kommercielle platform. Det gør han på en International kommerciel baggrund fra både byggeindustri og automations- og robotbranchen.

1.11.19 tiltræder desuden Dann Pøt Sørig som Area Sales Manager i Danmark. Han skal skabe opmærksomhed hos aktører på det danske marked for udlejnings- og tømrervirksomheder for de fordele, der ligger i at automatisere udskæring.

”Interessen for Amigo er tårnhøj. Vi har allerede solgt de første robotter, som ud over at gøre byggeri tre-fire gange hurtigere og mindske støv, støj og dårlige arbejdsstillinger, registrerer restmaterialer, så de kan genbruges. Det er godt for både økonomi og miljø. Derfor er jeg meget glad for at få to garvede talenter med om bord,” siger Peter Hartvigsen, CEO i Kobots – Voice Responsive Robotics. Han fortsætter:

”Vi er meget tæt at have produktionen sat i gang. Derfor er timingen med Jacobs og Danns indtræden helt ideel. Med Jacobs erfaring, tekniske indsigt og internationale netværk, og ikke mindst tidligere succeser med lignende opgaver, er vi glade for at have ham i spidsen for vores kommercialisering. Dann er oprindeligt uddannet tømrer og har været selvstændig i fire år, før han i over tolv år har solgt værktøj for Würth. Så hans profil er perfekt til at stå for salg i øjenhøjde i Danmark.”

”Jeg har længe været meget fascineret af robotteknologi og den spændende udvikling i Odense, som jeg har været en del af det seneste par år. Kobots’ koncept er genialt tænkt med en unik taleteknologi-platform, som vil finde indpas i mange produktrækker og industrier. Det er uden tvivl det mest interessante og ready-to-market produkt i hele klyngen på nuværende tidspunkt, siger Jacob Sohrabi Niclassen, der har en oprindeligt er uddannet eksporttekniker senere krydret med Mini MBA, og som før har haft ansvaret for salg og forretningsudvikling hos blandt andet Blue Ocean Robotics, ITW GSE AXA Power og SKAKO A/S.

”Så snart tømrermesteren fanger, at han kan leje eller lease en Amigo og på under en halv time skære alle plader til en førstesal med tre Velux vinduer, samtidig med at han undgår snitskader - så kommer vi til at få et forrygende salg. Amigo kommer til at ændre hele byggebranchen til det bedre,” slutter Dann Pøt Sørig.

- lb