Konsulentnetværk vil tiltrække premiumkonsulenter

Konsulentnetværk vil tiltrække premiumkonsulenter

Netværk for IT-konsulenter er ikke noget nyt i Danmark, men Comatch der lige har etableret sig i Danmark, går meget nøje efter højtkvalificerede folk, og fokuserer på projekter med tungere teknik

Af Lars Bennetzen

Der er en lang tradition for freelancekonsulenter indenfor IT-området i såvel Danmark som det meste af Europa. Men Comatch ønsker at gøre tingene lidt anderledes end de traditionelle konsulentfirmaer, ikke mindst ved at screene deres konsulenter meget grundigt.

- Vores konsulentnetværk er et valideret netværk. Alle vores konsulenter har været igennem grundige interviews, så vi forstår præcist hvad de kan og på hvilket niveau de kan arbejde, fortæller Toby Toudal Nielsen, nordisk direktør for Comatch.

Faktisk så har Comatch et team på omkring 20 mennesker, der er beskæftigede med at køre interviews med de konsulenter der ønsker at være en del af Comatchs netværk. Alle ansøgere kommer igennem et interview der varer omkring en time, og her bliver deres profil og projektlister gennemgået, og efterfølgende bliver der indhentet refencer og så videre.

Den grundige gennemgang af konsulenterne betyder også, at Comatch, ifølge Toby Toudal Nielsen, afviser omkring 50% af alle der godt vil være en del af Comatchs netværk, fordi de ikke lever op til den standard Comatch ønsker at levere.

- Det betyder ikke at folk ikke er gode, blot at de ikke passer til vores målgruppe, forklarer Toby Toudal Nielsen.

Comatch ønsker heller ikke konsulenter der favner alt for bredt, de ønsker nemlig at differentiere sig fra andre konsulentnetværk.

- Hvor andre netværk dække bredden, kan være geografiske afgrænsede og løfter hele opgaven, så er det anderledes med os. Dels er vi et europæisk netværk, og kan derfor trække på dygtige konsulenter fra hele Europa. Dels løfter vi ikke lette opgaver som at lave hjemmesider og så videre. Vi tager kun projekter med tungere teknik, siger Toby Toudal Nielsen.

Markedsprisen bestemmer

Comatch har heller ikke en fast konsulentpris de tilbyder deres kunder. Udgangspunktet er, at de præsenterer deres kunder for to til tre kandidater der kan løfte opgaven, og ud fra dem kan de selv vælge mellem konsulenterne, deres priser og løsningsforslag.

- Det sikrer at vores kunder altid får konsulenterne til markedsprisen.

Samtidig sikrer fremgangsmåden, at konsulenterne i netværket altid afspejler Comatchs kunder, mener Toby Toudal Nielsen.

- Som udgangspunkt ved vores kunder godt hvad de skal bruge, og da vores kunder hører til blandt de større virksomheder, er det næsten altid en CTO eller IT-chef der rækker ud for at få løst en opgave han mangler ressourcer til.

Konsulenterne hos Comatch har typisk opgaver af en varighed på omkring otte uger, men dog kan IT-opgaverne godt være lidt længere end de traditionelle managementoptaver.

Toby Toudal Nielsen mener ikke at der er nogen forskel på behovet for IT-konsulenter i Danmark eller resten af Europa, og derfor er et europæisk netværk efter hans opfattelsen en rigtig god ide.

- Når du mangler kompetencer, kan du med fordel bruge globale ressourcer. Når du kan finde eksperter der har udført en type opgave før, er det kun en fordel for dig, pointerer Toby Toudal Nielsen.

Comatch blev stiftet i 2014 i Tyskland og platformen gik live i marts 2015 i Tyskland. I 2016 kom Comatch til norden, og i dag kontorer i Berlin, Paris, London og New York. I Danmark er der kontorfaciliteter, men der er ikke fysisk bemanding hver dag.