Lovforslag baner vej for digital identitets-app
Illustration: Gemini (AI)

Lovforslag baner vej for digital identitets-app

Digitaliseringsministeriet har fremsat et lovforslag, der skal realisere en kommende app til digital opsamling af borgeres beviser. appen, der forventes klar i foråret 2026, skal blandt andet fungere som legitimationsbevis og til aldersbekræftelse med fokus på privatlivsbeskyttelse. Tiltaget er en del af Danmarks implementering af en ny EU-forordning om digital identitetstegnebog

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

 

Digitaliseringsminister Caroline Stage har fremsat lovforslaget, der skal sikre udrulningen af den nye app. den er igangsat af Digitaliseringsstyrelsen som led i at efterleve EU’s forpligtelse om at stille en digital identitetstegnebog til rådighed.

Appen skal i første omgang kunne bruges som legitimationsbevis, eksempelvis ved afhentning af pakker, og til at bekræfte en given aldersgrænse, for eksempel ved køb af alkohol.

- I dag når du viser et ID for at bekræfte din alder, står der en lang række andre private oplysninger om dig, som ikke er nødvendige at oplyse. derfor er det helt oplagt, at vi får en mulighed for at bruge et aldersbevis, som blot bekræfter, at du er over en vis alder. Med lovforslaget er vi nu et skridt tættere på et mere sikkert og effektivt privatlivsbeskyttende digitalt alderstjek – siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

På sigt skal appen også kunne understøtte den nyligt præsenterede nationale aldersgrænse for adgang til sociale medier. Regeringen ønsker som udgangspunkt en 15-års grænse for oprettelse af profiler, hvor platformene skal udføre aldersverifikation.

- Den nye app er et vigtigt middel til at beskytte børn og unge på nettet. Vi vil fra dansk side indføre en national aldersgrænse for sociale medier, så børn som udgangspunkt skal være 15 år for at bruge platformene. Og her stiller vi en teknisk løsning til rådighed for platformene. denne app vil derfor have mange formål: Den skal være et legitimationsbevis, fungere til alderstjek og på sigt rumme alverdens beviser, som skal gøre hverdagen lettere for danskerne – siger Caroline Stage.

Den kommende app udvikles efter princippet om privacy-by-design og med høj sikkerhed, hvor brugeren beholder kontrollen over egne data. appen er frivillig at anvende.

Projektet udspringer af og er første del af efterlevelsen af eIDAS2-forordningen i Danmark. Det indebærer også, at appen på sigt vil kunne fungere som elektronisk identifikationsmiddel (på linje med MitID) på tværs af EU. Appen skal ligeledes følge europæiske standarder for brug på tværs af EU’s grænser.

Virksomheder vil på sigt også kunne udstede beviser til tegnebogen, såsom loyalitetskort, billetter og adgangsbeviser. Den første version af appen forventes udrullet i foråret 2026.