Norden er ”the place to be”

Norden er ”the place to be”

Igennem det seneste årti har vi set en enorm udvikling, når det kommer til digitalisering og tilpasning af ny teknik i samfundet. Samtidig er behovet for cloud-baserede løsninger steget eksponentielt, og vi ser, hvordan 5G-netværket rulles stadig bredere ud

Kommentar af Jan Terje Kleiven, Business Development Manager, Kingston EMEA

Med andre ord er behovet for datacentre, der kan håndtere omfattende, kritisk virksomheds- og applikationsdata på en effektiv og sikker måde, vokset enormt. Den nordiske region er længe blevet beskrevet som et velegnet sted til et datacenter, men det er først i de senere år, at internationale IT- og cloudgiganter for alvor har fået øjnene op for Nordens unikke fordele.

Ifølge en undersøgelse udført af Wintergreen Research var der i 2019 samlet set 171 datacentre fordelt mellem Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Samme undersøgelse viser, at den nordiske datacenterindustri over de seneste år har tiltrukket 3 mia. dollars i investeringer. Den nordiske region tilbyder investorer alt fra hurtige opkoblinger og innovative forretningsmuligheder til et naturligt køligt klima for miljøvenlig elproduktion, god adgang til jord og kompetent arbejdskraft.

Selvfølgelig er der faktorer, der adskiller sig mellem de nordiske lande. Eksempelvis har Norge fordelen af en række lokale datacenterleverandører, Island har adgang til 100% vedvarende energikilder, Sverige har de laveste energiomkostninger i hele EU, Finland er forrest i forhold til cloud- og IT-leverancer, og Danmark er det land, der er geografisk tættest på de andre europæiske lande. Men trods disse forskelle, deler landene flere fælles fordele, som er årsagen til den store interesse for at etablere datacentre i netop Norden.

Hvad betyder det voksende datacentermarked for regionen?

Den nordiske region drager stor fordel af de kontinuerlige datacenterinvesteringer og -udvidelser. Den eksplosive udvikling muliggør udviklingen af en intelligent og effektiv infrastruktur i Norden. Datacentre er trods alt nødvendige for, at vores digitale liv og samfund kan fungere og fortsat udvikles. Desuden bidrager ekspansionen naturligvis til landenes økonomi samtidig med, at det åbner for nye arbejdspladser og derigennem en øget kompetenceudvikling.

Hvilke faktorer skal drive den fortsatte vækst af det nordiske datacentermarked?

Der er mange faktorer. Væksten på datacentermarkedet i Norden præges først og fremmest af det globale og lokale behov for at lagre omfattende datamængder på centrale dataenheder. Det samme gælder behovet for en stabil tilkobling, der giver både hurtig og sikker adgang til data.

Kombinationen af de nordiske landes unikke forcer indikerer, at datacenterindustrien vil fortsætte med at drive en stærk vækst i regionen. En af de helt store årsager til, at internationale hyperscale-operatører og colocation-leverandører etablerer datacentre i Norden, er ønsket om at mindske omkostningerne til el. Det er derfor sandsynligt, at denne type investeringer vil fortsætte.

Vi lever i en stadig mere klimabevidst verden, og Norden er førende inden for udvikling af ren og vedvarende energi. Derfor kan vi tillade os selv at tro på, at det fortsat vil være en af de primære årsager til, at flere vælger at etablere deres datacentre netop her.

Eksperter spår desuden, at vi i fremtiden vil opleve et boom i opførelsen af kryptovaluta- og mikrodatacentre, hvilket kan trække yderligere investeringer til Norden.

Tag vare på mulighederne

Vi kan med sikkerhed fastslå, at Norden er et ideelt og eftertragtet sted til etablering af flere datacentre. Forbrugerne har udviklet hvad, der ligner en umættelig efterspørgsel på digitale løsninger, og vi lever i en æra, hvor on-demand-tjenester anvendes i stadig stigende grad. Tænk blot på forbruget af sociale medier, streamingtjenester og cloudlagring.

Data forbruges som aldrig før, og vi er kun i begyndelsen. Jo mere efterspørgslen på digitale tjenester vokser, desto større krav stilles der til datacentrene. Jo flere datacentre der bygges, desto flere digitale tjenester kan der udvikles. Det betyder, at mulighederne for en stadig mere etableret og konkurrencedygtig nordisk datacenterindustri er store, og det skal vi i høj grad tage hånd om. Den innovative nordiske tankegang er og vil fortsat være en stor fordel i løsningen af de udfordringer, som en stadig mere online verden giver. Det investeringsboom, vi har set i Norden, og ikke mindst de mange datacenteranlæg, der planlægges i regionen, har været og vil fortsat være spændende at følge.