Nordisk Film-virksomhed vil investere i danske VR-talenter

Nordisk Film-virksomhed vil investere i danske VR-talenter

Nordic XR Startups, som er ejet af Nordisk Film vil øge antallet af investeringer i danske virtual reality (VR) og augmented reality (AR) startups. En ny managing partner er hentet ind for at sikre, at flere penge lander hos danske startups

Den Nordisk Film-ejede virksomhed Nordic XR Startups, som investerer i VR/AR startups, lancerer et nyt program, der skal sikre flere investeringer til nystartede danske virksomheder, der udvikler AR, VR og MR teknologier - også kendt som XR.

Det nye initiativ er skabt på baggrund af en enorm interesse fra startups på tværs af norden, der gerne vil have ført deres ideer ud i livet. Tidligere var det kun muligt at søge om en investering én gang om året, men nu kan alle startups ansøge om investeringer når som helst på året. Det nye initiativ skal accelerere godkendelsesprocessen, og øge antallet af nye investeringer.

Nordic XR Startups har i forbindelse med det nye program oprustet og ansat Petri Rajahalme som ny Managing Director.

"Vores mission er at hjælpe så mange startups i XR-industrien som muligt. Med det nye tiltag har vi mulighed for at investere i mange flere virksomheder end vi gør i dag, samtidig med at vi styrker vores fokus på alle nordiske XR communities" siger Petri Rajahalme, Managing Director, Nordic XR Startups.

Nordisk VR-topmøde i København

Fra den 7.-9. maj kan startups fra hele norden deltage i tech-eventet CopenX i København. CopenX er et digitalt topmøde, der fremviser state-of-the-art indenfor VR, AR, MR, AI og Blockchain, og tiltrækker hvert år hundredvis af iværksættere, startups, etablerede virksomheder og tech-entusiaster fra hele norden.

"CopenX handler om at dele viden og styrke sit netværk. Det er en fantastisk mulighed for danske startups at møde investorer og nordiske kollegaer i et tidligt stadie. Kloge investeringer er alfa og omega for helt grønne startups, og det, der får dem til at accelerere og opbygge en skalerbar forretningsmodel" siger Therkel Sand, CEO ved CopenX.

Det er ingen hemmelighed, at Petri Rajahalme fra Nordic XR Startup håber på at møde nye danske talenter, de kan investere i.

"Det danske marked er meget interessant, når det kommer til VR. Vi er overbeviste om, at nystartede danske VR-udviklere bliver en del af vores portefølje i 2019. CopenX er et fantastisk sted at få et indblik i, hvad der foregår på det danske marked, og vi glæder os til at se, hvad deltagerne har at byde på", siger Petri Rajahalme.

Penge er ikke alt

Nordisk Film og gumi Inc. grundlagde Nordic XR Startups i 2017, og 10 startup virksomheder har allerede modtaget investeringer for mere end 5 millioner kroner. 8 ud af de 10 startups har efterfølgende modtaget yderligere investeringer, og en enkelt virksomhed, svenske Adverty, er endda blevet børsnoteret.

Når et startup bliver en del af Nordic XR Startups portefølje, bliver virksomheden en del af et større netværk af fagfolk og organisationer, der er alle arbejder med XR-teknologier. Og det er ifølge Petri Rajahalme dér, den største værdi ligger.

"Det er umuligt at arbejde med nye teknologier alene, og der skal mere til end bare penge for at nye virksomheder kan vokse. Det er essentielt at man har mulighed for at sparre med andre iværksættere og mentorer. Derfor er en af vores største prioriteter at skabe et åbentog inspirerende miljø" siger Petri Rajahalme.

- lb