Ny dansk AI-tolk udfordrer de store tech-giganter
Lets Talk er udviklet og driftet i Danmark og lever op til alle myndighedskrav, forklarer Lasse Just fra Edora. Foto: Edora

Ny dansk AI-tolk udfordrer de store tech-giganter

It-koncernen Edora lancerer oversættelsesværktøjet Lets Talk for at sikre datasikkerhed og digital suverænitet hos danske myndigheder og virksomheder

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Den danske it-koncern Edora har lanceret AI-tolken Lets Talk. Løsningen er drevet på selskabets egen cloudplatform og præsenteres som et lokalt alternativ til de internationale tech-giganters oversættelsesværktøjer.

- Lets Talk er udviklet og driftet i Danmark, og lever op til alle myndighedskrav, siger Lasse Just, Lets Talk-ansvarlig hos Edora.

Lanceringen sker i en tid, hvor EU's AI Act og NIS2-direktivet stiller skærpede krav til cybersikkerhed, dokumentation og databehandling, hvilket påvirker både offentlige og private organisationer.

- Vi står ikke længere ved en skillevej i forhold til spørgsmålet om amerikanske techgiganter. Vi er allerede godt på vej ned ad stien mod europæisk IT-selvstændighed, og den agenda ønsker vi at bidrage til. Det er en stor opgave, men hvis vi hjælper hinanden der, hvor vi kan, er den overkommelig, siger Mads Hedegaard, administrerende direktør i Edora.

Også fra politisk side bemærkes initiativet.

- Det er positivt, når danske virksomheder udvikler nye teknologiske løsninger, der kan være med til at løse konkrete udfordringer i vores hverdag. I den offentlige sektor møder medarbejdere dagligt borgere med mange forskellige sproglige baggrunde, og her kan digitale værktøjer være med til at gøre kommunikationen lettere, fortæller Caroline Stage, digitaliseringsminister.

- Samtidig er det vigtigt, at vi i Danmark og Europa styrker vores egne teknologiske kompetencer og udvikler løsninger, hvor data håndteres ansvarligt, tilføjer hun.

Lets Talk er udviklet i samarbejde med flere kommuner for at afprøve teknologien i praksis og medvirke til at nedbringe de nuværende udgifter til tolkning i det offentlige.

- I Faxe Kommune har vi en ambition om, at en faglig AI-sprogoversætter som Lets Talk inden for fire år kan reducere vores nuværende tolkeudgifter med op til 90 %, udtaler Troels Van Dijk, arbejdsmarkedschef i Faxe Kommune.

Løsningen afprøves ligeledes i asylsystemet.

- Hos AsylSyd kommunikerer vi dagligt med beboere på mere end 40 forskellige sprog. Derfor er vi glade for at kunne bidrage til udviklingen af en GDPR-sikker og dansk løsning, der kan sikre en smidig og sikker kommunikation, pointerer Niels Bøgskov Frederiksen, asylchef i AsylSyd.

Edora arbejder nu på at udvide platformen yderligere.

- Vi har udviklet en dansk AI-tolk, der gør det muligt at kommunikere sikkert og hurtigt mellem personer på forskellige sprog. Samtidig arbejder vi på at udvide Lets Talk med fagordbøger og integrationer til journaliserings- og fagsystemer, så løsningen kan understøtte arbejdsgange i både det private og offentlige Danmark, afslutter Lasse Just.

Lets Talk er tilgængelig via Google Play, App Store og web. Edora tilbyder aktuelt løsningen med 120 minutters fri brug Per bruger.