Online shopping steg med 70% i 1. kvartal

Online shopping steg med 70% i 1. kvartal

Boomet i e-handel ovenpå corona fortsætter ufortrødent. I løbet af de første tre måneder i år, hvor store dele af samfundet og detailhandlen fortsat var lukket ned, steg den digitale omsætning med hele 70 %. Det viser en opgørelse over forbrugernes digitale købsadfærd i Norden, som den amerikanske techgigant Salesforce står bag

Coronapandemien sendte fortsat chokbølger gennem detailhandlen i første kvartal i år. Med en ny langvarig nedlukning efter jul, der varede længere end den første i foråret sidste år, var et stigende antal forbrugere nødt til at handle online, hvor de både foretog flere indkøb og lagde flere penge end nogensinde før.

Dette førte til en rekordstor stigning i onlineomsætningen i de nordiske webshops, der voksede med hele 70 % sammenlignet med samme periode sidste år. Det viser Salesforce Shopping Index for Q1 - en omfattende opgørelse over nordiske forbrugeres digitale købsadfærd i 1. kvartal 2021 – hvor det fremgår, at pandemien på tværs af alle parametre har medført en ny bølge af online kunder.

“Væksten i e-handlen i første kvartal er et vink med en vognstang til erhvervslivet og detailhandlen om at fortsætte deres investeringer i digitalisering. I takt med at Danmark åbner op igen, bliver virksomhederne nødt til at genoverveje butikkens rolle, og hvordan den kan fungere som en vigtig del af den samlede shoppingoplevelse. I sidste ende skal virksomheder tilbyde en balance mellem det digitale og fysiske for at imødekomme forbrugernes nye behov og vaner,“ siger Lars Grønkjær, der er ansvarlig for Salesforces e-handelsløsninger i Norden og Benelux, som blandt andre Bestseller, Pandora og Georg Jensen benytter sig af.

Stigning på tværs af alle parametre

Den markante stigning på 70 % i første kvartal 2021 står i kontrast til samme kvartal sidste år. Her var væksten fra januar-marts 2020 ‘kun’ 27 %, hvilket endnu engang er med til at understrege den markante effekt som pandemien har haft for forbrugernes indkøbsvaner på tværs af alle de områder, som Salesforce måler på.

Dels brugte forbrugerne i gennemsnit 19 % flere penge på hver onlineordre, dels steg det antallet af ordrer med 18 %, og endelig voksede den samlede e-handelstrafik med 5 % sammenlignet med 1. kvartal 2020. Og så fortsætter mobiltelefonen med at dominere som den enhed, hvor de fleste ordrer placeres (69 %).

Selvom det er på en ærgerlig baggrund, så viser den stærke vækst, at pandemien og nedlukningerne har resulteret i et globalt opsving i digital handel. Det faktum, at både virksomheder og forbrugere i højere grad har rykket deres butikker og forbrug online, indikerer, at vores indkøbsvaner vil være forandret permanent, selv når vi vender tilbage til en normal hverdag.

“Selvom vi står midt i en genåbning af samfundet, er e-handlen ikke på tilbagetog. Tværtimod, vil vi se, at mange af de ændringer i vores forbrug, som nedlukningen tvang os til at foretage, også vil fortsætte i en eller anden form på den anden side af pandemien. Det gælder både vores øgede forbrug online og høje forventninger til digitale købsoplevelser, som stiller store krav til virksomhederne om at tilbyde fleksibel levering, intuitive webshops og gode betalingsmuligheder,“ slutter Lars Grønkjær.

Om Salesforce Shopping Index

Salesforce Shopping Index er en de største rapporter af sin slags i verden, der måler de vigtigste digitale trends inden for e-handel på tværs af branche og produkttyper i lande verden over inklusiv Norden. Indsigterne for 1. kvartal er baseret på data indsamlet for perioden januar - marts 2021 blandt mere end 1 milliard forbrugere, der har foretaget 22 milliarder besøg i 1989 webshops fordelt på 51 forskellige lande. Se den fulde rapport her (vælg Nordics).

- lb