Stylepit-stifter vil give it-hjælp til danskerne

Stylepit-stifter vil give it-hjælp til danskerne

Stylepit-stifteren Christian Bjerre Kusk har kastet sig ud i nyt iværksættereventyr, der skal hjælpe danskerne med it og it-sikkerhed

Christian Bjerre Kusk, der skabte sin formue som en af stifterne af onlinebutikken Stylepit, er nu klar med et nyt iværksætterprojekt.

Sammen med en anden iværksætter, Anders Baagland, har Christian Kusk stiftet virksomheden Helpti.dk, som skal hjælpe danskerne med it og it-sikkerhed.

- Den teknologiske udvikling går stærkt, og rigtig mange af dagligdagens trivialiteter foregår i dag på nettet. Det stiller stadigt stigende krav, og har man ikke interessen eller tiden kan man godt blive hægtet af udviklingen siger Christian Bjerre Kusk. Han peger på at konceptet er for alle private og små virksomheder. Lige fra seniorer, der heller vil spille golf eller være i haven i stedet for at bøvle med it-problemer, til den travle børnefamilie der vil have kvalitetstid sammen med børnene. Samtidig vil især små virksomheder og håndværkere også kunne få glæde af konceptet.

- Vi har rekrutteret et hold af dygtige it-supportere, som sidder klar ved telefonen døgnet rundt, og som man kan ringe til og få hjælp af med alt fra mailproblemer og virus til opsætning af en netværksprinter – der er ingen begrænsninger, og hvis man ikke kan forklare problemet over telefonen, så har vi mulighed for at overtage kundens computer via fjernkontrol og derigennem løse problemet, fortsætter han.

Stort potentiale
Hjælpen koster kunden 99 kr. i et fast månedligt abonnement, der også inkluderer antivirus-software til pc, mobil og tablets via det finske sikkerhedsfirma F-Secure, som i dag er et af verdens største antivirus-firmaer.

Derudover følger der adgang til mere end 200 it-læringsbøger fra forlaget Libris.

Christian Bjerre Kusk skal ikke selv være en del af den daglige gang i virksomheden – den opgave tager Anders Baagland sig af og det bliver uden de store forventninger til lønnen de første år, men potentialet er stort, lyder vurderingen.

- Anders Baagland har drevet elektronikbutik i Jyderup i flere år, og da han solgte butikken havde han godt 600 kunder på en lignende service-ordning – alene i Jyderup. Og nu lancerer vi det som en landsdækkende hjælp, og med ganske få ressourcer kan vi brede det ud i de øvrige nordiske lande. Så potentialet er ganske stort, siger Christian Bjerre Kusk.

- lb