Synsteknologi og AI fjerner flaskehals hos dansk maskinfabrik
Maskinfabrikken Johannes Pedersen og startuppen DeepVis har slået pjalterne sammen for at opnå vigtige tidsbesparelser med AI og visionteknologi. Foto: Made

Synsteknologi og AI fjerner flaskehals hos dansk maskinfabrik

Maskinfabrikken Johannes Pedersen effektiviserer kvalitetskontrollen af svejsninger ved hjælp af ny AI-løsning fra startuppen DeepVis i et nyt MADE-samarbejde

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Johannes Pedersen Maskinfabrik oplever stigende ordretilgang, men den manuelle kontrol af svejsninger har skabt udfordringer for produktionen. Fabrikken leverer blandt andet cykelholdere til S-tog, hvor tusindvis af emner hidtil er blevet kontrolleret manuelt.

- Operatøren bliver meget træt, hvis han skal kontrollere 5.000 emner og lige så mange svejsninger på pladen, fortæller indkøbsansvarlig hos Johannes Pedersen Maskinfabrik, Falko Thuesen.

Løsningen på flaskehalsen blev fundet gennem et samarbejde med startuppen DeepVis. Teknologien er et såkaldt vision-system, der benytter kunstig intelligens til visuel kontrol. Systemet er monteret i en sort boks på en slæde, der kører over emnerne.

- Når vi hiver vision-systemet på slæden, begynder vi at tage billeder af emnet. Allerede der har den fundet en fejl, forklarer medstifter af DeepVis, Carl Gustav Fagerlund.

Trænes på korrekte emner

DeepVis har tidligere dokumenteret effekt i plastindustrien og arbejder nu på at overføre teknologien til metalindustrien. Systemet har opnået en sikkerhed i vurderingen på mellem 75 og 95 % Per svejsning.

Teknologien adskiller sig fra mange andre systemer ved at lære ud fra korrekte emner frem for at skulle konfigureres til at genkende specifikke fejltyper.

- Ved mange varierende fejl f.eks., når man svejser, ser alle svejsninger jo ikke ens ud. Det er en kæmpe fordel, at man bare definerer de gode emner og ikke løbende skal konfigurere alle de nye fejl, uddyber Carl Gustav Fagerlund.

Bedre arbejdsmiljø og dokumentation

Implementeringen af AI-løsningen har til formål at sikre en mere ensartet kvalitet og samtidig forbedre arbejdsforholdene for de ansatte, der slipper for den visuelle belastning.

- Fordelen ved at automatisere kvalitetskontrollen er, at man sikrer en ensartet og god kvalitet. Vi kan dokumentere det, og vi kan aflaste vores svejsekoordinatorer tidsmæssigt og forbedre arbejdsmiljøet, fordi han ikke længere har det meget krævende arbejde med at kigge meget nøjagtigt efter meget små huller i en svejsning, opsummerer Falko Thuesen.

Parterne har siden projektets start fået godkendt et nyt demonstrationsprojekt, der startede medio januar 2026. Dette skal løfte validering og kvalitetssikring af svejsenormer yderligere.