Tech kan løse verdens klimaproblemer

Tech kan løse verdens klimaproblemer

Viden og udveksling af samme er nødvendigt for at reagere på verdens udfordringer mener den danske ingeniørforening, IDA. De har skabt RESPOND Festival der skal samle forskere og eksperter inden til at diskutere problemstillingen fra en tech-vinkel

Af Lars Bennetzen

RESPOND Festival er bygget op, så besøgende – hvoraf der er omkring 3.000 – kan deltage i workshops, talks og meetups med forskere og eksperter fra hele verden, der bidrager til løsninger på en bæredygtig klode set med tech-briller. IDA mener at vi har brug for at mødes, ikke for at blive enige om, hvor meget vi ved, men for at blive klogere på alt det, vi ikke ved endnu.

»Vi gider ikke mere dyster dommedagssnak. Ambitionerne for RESPOND Festival er, at det bliver det forum, som viser, hvordan vi sammen gennem teknologi og viden kan omsætte FN’s Verdensmål til konkrete løsninger,« siger Maria Juel Kähler, der er direktør i IDA.

IDA ved at der ikke er nogen der har alle svar alene, og derfor har de på RESPOND Festival, inviteret en lang række forskere og eksperter, der alle arbejder med klimaproblemstillinger, og hvor en del allerede arbejder på at finde løsninger på verdens udfordringer.

På festivalen kan de besøgende møde, lære af og stille spørgsmål til de kloge hoveder, for IDA mener, at det er gennem samtale at vi kan blive klogere og lære nye løsninger.

Den danske ingeniørforening mener, at det er gennem teknologien at de alvorlige problemer kan løses, og at jo flere mennesker, der kender, bruger og er nysgerrige på teknologiens fremskridt, jo bredere kan løsningerne nå ud og gøre en forskel, hvor der er mest brug for dem.

»Programmet er spækket med debatter, talks og workshops for alt fra skoleeleven til direktøren, der har fået klima og bæredygtighed ind på radaren. Kort sagt – der bliver noget for alle. I kombination med rigtig festivalstemning tror vi på, at vi kan skabe et unikt forum for engagement og handling,« siger Maria Juel Kähler.

RESPOND Festival finder sted i dagene 6-8 juni.