Unge tech-talender til kamp mod finanssvindel

Unge tech-talender til kamp mod finanssvindel

I slutningen af januar rejser fem studerende fra Danmark til Silicon Valley, hvor de sammen med verdens førende eksperter skal udvikle deres unikke ideer til fremtidens teknologi. Ifølge uddannelsesministeren er det en stor gevinst at sende de unge afsted

Fem danske studerende står lige nu overfor deres livs iværksættereventyr. De er alle talenter inden for finansteknologi – også kaldet Fintech – og på den baggrund har Spar Nord Fonden netop tildelt dem et såkaldt scholarship på det prestigefyldte University of California, Berkeley. Her skal de med hjælp fra nogle af verdens førende specialister videreudvikle deres unikke ideer til fremtidens teknologi.

– Vi har brug for de her unge talenter, hvis vi skal være med i den globale front på innovation og entreprenørskab. Derfor skal vi bidrage til udviklingen af deres ideer, som hele finansverdenen vil kunne få gavn af i fremtiden. Berkeley ligger i området omkring Silicon Valley, som jo er hjemsted for en række af verdens førende højteknologiske virksomheder, så det giver også fantastiske netværksmuligheder for de unge – og for at sætte Danmark på verdenskortet over for de store tech-virksomheder, siger Steffen Nørgaard, der er direktør i Spar Nord Fonden.

Nye løsninger gør vores liv bedre

De fem studerende, der om lidt påbegynder semestret i Californien, er alle mellem 23-24 år gamle, og deres ideer går blandt andet på en teknologi, der kan opdage hvidvask i finansverdenen samt app, der kan hjælpe boligejere med at sælge deres bolig uden brug af ejendomsmægler.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, er det en gevinst for de unge at få muligheden for at læse i udlandet:

– Det er godt at læse i udlandet. Man vender tilbage som et mere helt menneske, med bedre kendskab til sig selv, sit fag og den verden, vi lever i. Der findes mange muligheder for at rejse ud, og jeg vil klart opfordre unge til at undersøge dem inden for deres uddannelse, siger hun og tilføjer:

– Så stort tillykke til fem studerende, der nu skal til Silicon Valley for at udvikle jeres idéer. Jeg håber, I får masser af ny inspiration, nye ideer og et nyt netværk med hjem, så I kan være med til at skabe nye løsninger, der gør vores liv bedre.

- lb