Virksomheder tager avanceret it til sig

Virksomheder tager avanceret it til sig

Teknologier som Blockchain, kunstig intelligens (AI) og Machine Learning er ikke længere kun noget for forskere – virksomheder tager i stigende grad disse teknologier til sig

Af Lars Bennetzen, Mobile World Congress, Barcelona, Spanien

Virksomheder over hele verden øger investeringen i it, og ikke mindst de nyeste teknologier så som Blockchain, kunstig intelligens, Machine Learning sniger sig ind i virksomhedernes dagligdag. Det giver helt nye og spændende muligheder, men også faldgrupper som ledelse og it-afdelingerne skal være opmærksomme på.

- Noget af det første, ledelsen skal være opmærksom på, er, hvad deres virksomhed rent faktisk har brug for, og derefter hvordan den nye teknologi kan hjælpe dem til at opnå det, forklarer David Tennenhouse, Chief Research Officer hos VMware til IT-Reload.

En af de ting, som han ser som meget vigtig og væsentlig, er muligheden for at reagere på tidssensitive data. Virksomheder indsamler utrolig store mængder data omkring deres kunder, samarbejdspartnere og forhandlere, og det er vigtigt at kunne reagere, hvis der kommer ændringer i datamønstrene.

- Det handler om at spore anomalier. Pludselig opfører kunder sig anderledes, forhandlerne bestiller andre produkter, eller der sker markante ændringer i forsyninger. Fordi datamængderne i dag er enormt store, er det stort set umuligt at overskue dem, og det betyder, at teknologien skal være på plads for at hjælpe dem, siger David Tennenhouse.

En af måderne til at få et overblik over ændringer i data kan være ved at lade datamodellerne passere igennem specielle Machine Learning-systemer, eller endnu bedre igennem specieltrænede AI-systemer.

- Både Machine Learning og AI tilpasses til virksomhedens data og modeller, og derfor er det oplagt at lade dem overvåge data og rejse et flag, hvis uventede ændringer i datastrømmen finder sted. AI kan derudover ofte komme med en anbefaling til, hvordan virksomheden skal reagere, og det kan være med til at sætte dig i stand til at reagere hurtigt, siger David Tennenhouse.

Blockchain flytter ind

Hvor det ikke er så overraskende, at teknologier som Machine Learning og kunstig intelligens bliver taget til sig af virksomheder, så er det langt mere overraskende, at Blockchain-teknologien pludselig er blevet interessant for virksomheder.

Mange sætter nemlig lighedstegn mellem krypto-valuta og Blockchain, men sådan behøver det ikke at være. Blockchain er en teknologi, der snildt kan bruges virksomheder imellem, og som ikke behøver at gå hen og være en decideret krypto-valuta.

- Blockchain har fokus på anonymitet, noget som virksomheder ikke er specielt interesserede i. Men de er meget interesserede i at bruge Blockchain-teknologien til at handle med hinanden, pointerer David Tennenhouse.

Når Blockchain-teknologien er så interessant for virksomheder, så hænger det sammen med, at teknologien sikrer, at du kan have data, der ikke ændres, og på den måde være sikker på, at du som virksomhed kan være sikker på, hvem du handler med, og at de rigtige data både sendes og modtages.

- Blockchain-teknologien er med til at gøre det lettere for virksomheder at samarbejde. Men virksomhederne har ikke brug for den indbyggede anonymitet, der er indbygget i teknologien, for eksempel vil du være sikker på, hvem du handler med når du køber Futures, siger David Tennenhouse.

En del af anonymiteten er dog af interesse, når det kommer til handel virksomheder imellem, nemlig at sløre hvem der handles med. Det er ikke noget som andre nødvendigvis skal dele. Her er det kun dem der handler, der skal kende identiteten på parterne.

- Samtidig er det væsentligt, at virksomhederne ikke kører deres Blockchain på en Blockchain, som andre bruger. Tænk nu hvis den bruges til ulovlige handlinger, f.eks. hvidvaskning af penge. Hvis det sker, kan den Blockchain lukkes, og det vil koste virksomheden penge. Derfor skal virksomheder bruge deres egen Blockchain, siger David Tennenhouse.

En ting, der dog stadig kan holde virksomhederne tilbage, er problemet med at handle mellem forskellige Blockchains. Men her fortæller David Tennenhouse, at VMware forsker i, hvordan man kan have cross-Blockchain handler.

Internet of Things er også med

Men det sted, hvor teknologien nok er gået hurtigst, er når det kommer til forbundne enheder, IoT-enheder. Her har VMware set et øget behov for at kunne binde IoT-enheder sammen med netværket på en sikker måde.

- En af udfordringerne er, at vi i dag skal kunne håndtere alt lige fra enheder, folk har i hænderne, til enheder, der er på fjerne lokaliteter, og som normalt ikke kan håndteres uden fysisk tilstedeværelse, siger Mimi Spier, Vice President for Internet of Things Business hos VMware til IT-Reload.

IoTs indtog i virksomhederne betyder, at krav til beregninger på kanten af internettet (edge computing, red.) stiger, fordi der i højere grad skal kunne tages beslutninger lokalt.

- Årsagen er, at forsinkelser på nettet giver begrænsninger. Data kan ikke sendes hurtigt nok frem og tilbage, og dermed kommer der til at mangle computerkraft lokalt. Så jo mere computerkraft, der bliver distribueret, jo større krav stiller vi til infrastrukturen, siger Mimi Spier.

Når det kommer til IoT, er teknologien med virksomhederne, for lige rundt om hjørnet står 5G-teknologien og venter. Den vil simplificere IoT og håndteringen af forbundne enheder.

- 5G betyder, at du kan lave lynhurtige beregninger lokalt, sende data frem og tilbage og stadig nå at reagere på hændelser, næsten i real tid, pointerer Mimi Spier. Hun ser dog en ting, der kan gøre det svært for virksomheder at komme godt i gang med IoT, og det er sikkerhedsaspektet, der kan stoppe mange fra at gøre brug af IoT.

- Som det ser ud i dag, så er der mange, der bruger IoT, men som ingen ide har om sikkerhed. De forsøger at få produkterne på plads og ting til at virke, men de glemmer at tænke på sikkerheden, og det skal tænkes med, for ellers kan det gå galt, pointerer Mimi Spier. Hun slutter af med at sige, at hun ser tre stopklodser, der skal løses, for at IoT for alvor kan hjælpe virksomhederne.

- For det første skal de vide, hvad de vil med IoT. De skal finde den forretningskritiske vinkel til IoT. Dernæst skal de vide, hvordan de sikrer enhederne, og endelig skal virksomhederne sikre, at alle ved, hvorfor IoT bruges og hvordan. Der må ikke være en barriere for at bruge IoT, slutter Mimi Spier.