Zibra investerer i it-virksomheden Motus
Ulrik Helio, der grundlagde Motus. Foto: Zibra

Zibra investerer i it-virksomheden Motus

Zibra, der er etableret af iværksætter og investor Niels Zibrandtsen, køber aktiemajoriteten i it-virksomheden Motus. Med Zibra i ryggen vil Motus sætte yderligere blus på virksomhedens cloud-baserede løsninger på eget udstyr, hvor data opbevares i Danmark

Investeringsvirksomheden Zibra A/S køber 80 pct. af Motus A/S, der rådgiver, designer, implementerer og driver løsninger inden for it-infrastruktur med særligt fokus på storage-, backup- og restore-as-a-service. Motus er en veletableret it-virksomhed, der i 2019 omsatte for 52 mio. kr. med et bruttoresultat på 8,9 mio. kr.

Kundelisten er lang og tæller bl.a. store virksomheder og organisationer som DTU, Epinion, Jeudan, Københavns Universitet, Lalandia, Semler IT, Sundhedsdatastyrelsen samt mange andre kunder på tværs af både staten, kommuner og private virksomheder.

Christian Holm Christensen, der er adm. direktør i Zibra, indtræder som adm. direktør i Motus, og han ser meget frem til arbejdet med at skalere Motus:

“Zibra investerer typisk tidligt i opstartsvirksomheder. Når vi går ind i en så veletableret og veldrevet virksomhed som Motus og på så høj en ejerandel, er det ganske enkelt fordi, vi ser et kæmpestort potentiale inden for backup- og restore i en moderne cloud-verden,” siger han og uddyber:

“I dag er virksomhedernes data spredt på tværs af egne datacentre og offentlige cloudløsninger. Desuden ligger data i mange forskellige databaser og systemer som f.eks. Salesforce, SAP, Oracle, Office 365 mv., der hver især kræver såvel dedikerede backup-løsninger som dedikerede kompetencer. Derfor er backup og restore i dag blevet en kompleks disciplin, måske endda en hovedpine, for rigtig mange it-afdelinger – og netop her besidder Motus en unik viden kombineret med specialiserede løsninger, hvor efterspørgslen kun vil stige.”

Ulrik Helio, der grundlagde Motus i 2001, ser meget frem til den næste fase af virksomhedens udvikling:

“Vi er kommet til et punkt med Motus, hvor vi driver en god, fin og profitabel forretning, som vi gerne vil sætte yderligere skub i. Tidspunktet er derfor det helt rigtige til at få en professionel og aktiv investor som Zibra ind i ejerkredsen. Både Zibra og Christian Holm Christensen har dokumenteret erfaring med at skalere virksomheder. Det bliver derfor en rigtig spændende rejse, som jeg glæder mig til at være en aktiv del af.”

Alle nuværende medarbejdere i Motus fortsætter. Ulrik Helio bliver strategidirektør, og medejer Kristian Helio bliver salgschef. Vækstplanen har fokus på at videreudvikle virksomhedens cloud-baserede løsninger på eget udstyr og fordoble antallet af medarbejdere i 2020. Motus er derfor i fuld gang med at rekruttere inden for både teknik og salg.

Med Zibra i ryggen vil Motus videreudvikle virksomhedens kundeportal. Visionen er, at kunderne bliver mødt af ét billede, når de skal foretage restore af data, så fremgangsmåden er den samme uafhængig af, hvilke applikationer, databaser og platforme, kunderne har brug for at genetablere. Målet er, at kundeportalen omfatter de gængse værktøjer til restore og backup. Motus samarbejder allerede med storage- og backup- leverandører som Commvault, Dell EMC, IBM, Lenovo, NetApp og Veeam. På tværs af kunderne er Motus ansvarlig for 35 Petabyte data.