Antallet af store DDoS-angreb stiger

Antallet af store DDoS-angreb stiger

En ny DDoS-rapport fra Link11 viser, at DDoS-angreb bliver større og mere komplekse. Både den maksimale og gennemsnitlige båndbredde på DDoS-angreb er steget kraftigt det sidste år. Desuden viser rapporten, at andelen af multivektorangreb er steget til 64 procent

Link11’s DDoS-rapport for første kvartal af 2020 viser, at antallet af DDoS-angreb med en båndbredde på over 50 Gbps steg til 51. Samtidig steg den gennemsnitlige båndbredde i DDoS-angreb til 5,0 Gbps fra 4,3 Gbps i første kvartal af 2019.

Rapporten viser også, at den maksimale båndbredde for et DDoS-angreb næsten er fordoblet sammenlignet med sidste år. I første kvartal af 2020 nåede den højest målte båndbredde for et enkeltstående angreb således op på 406 Gbps. I første kvartal året før lå den højest målte båndbredde på 224 Gbps.

Ifølge rapporten fortsætter antallet af komplekse multivektorangreb med at stige. Således steg andelen af multivektorangreb til 64 procent i første kvartal af 2020 fra 47 procent i første kvartal af 2019. Link11’s DDoS-rapport kortlægger også, at hele 66 procent af alle multivektorangreb kombinerede 2-3 vektorer. Endnu mere opsigtsvækkende er det, at Link11 registrerede 19 angreb i årets første kvartal, som brugte 10 eller flere DDoS-vektorer sammenlignet med 0 sidste år. De hyppigst misbrugte DDoS-vektorer i første kvartal var DNS Reflection, CLDAP, NTP og WS-Discovery.

I takt med at virksomheder bygger nye applikationer og tjenester via API’er, bliver de mere sårbare overfor Layer 7-angreb, som typisk er sværere at identificere end netværksangreb. Derfor viser Link11’s DDoS-rapport også, at næsten halvdelen af alle DDoS-angreb (47 procent) i årets første kvartal brugte botnets baseret på public cloud-servere sammenlignet med 31 procent året før.

“Trusselslandskabet ændrer sig i takt med udbruddet af COVID-19. Flere arbejder hjemmefra, hvilket øger behovet for virtuelle netværk, som er tilgængelige fra flere steder. Det skaber de perfekte omstændigheder for cyberkriminelle, som vil udføre DDoS-angreb for at overvælde netværk og forårsage alvorlige forstyrrelser. Derfor er det nødvendigt for virksomheder at have en proaktiv tilgang til DDoS-beskyttelse, så de kan reagere på de stadigt voksende trusler,” siger Richard Kullenberg, der er salgsdirektør for Norden og de baltiske lande hos Link11.

Den fulde DDoS-rapport for 2019 er tilgængelig på https://www.link11.com/en/ddos-report/

- lb