Bekymrede forældre: Børn mangler viden om online sikkerhed

Bekymrede forældre: Børn mangler viden om online sikkerhed

Hver femte forældre med børn i alderen 5-17 år vurderer, at deres børn ikke har tilstrækkelig viden til at begå sig sikkert på nettet. Det viser en undersøgelse fra Stofa

Flere og flere børn og unge sætter sig til rette foran computerskærmen, når skoledagen er slut. Især unge teenagedrenge er storforbrugere af computerspil, viser tal fra DRs rapport "Medieudviklingen 2017". 96 procent af alle danske teenagedrenge spiller computerspil, og 49 procent spiller hver eneste dag. Men mens de unge er optaget af at kæmpe mod fjender i den virtuelle verden, gruer forældrene for de virkelige farer, deres børn kan blive udsat for, når de færdes online.

En femtedel af forældre med børn i alderen 5-17 år vurderer, at deres børn ikke har tilstrækkelig viden til at begå sig sikkert på nettet. En tredjedel angiver, at deres børn kun i nogen grad har den nødvendige viden. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for bredbåndsudbyderen Stofa.

Og der er grund til bekymring, viser undersøgelsen. Her svarer hver femte forældre, at de har oplevet, at deres børn er blevet udsat for en eller flere digitale trusler, såsom kontakt fra fremmede voksne, digital mobning, offentliggørelse af private billeder, malwareangreb og identitetstyveri.

Hacking-eksperiment sætter fokus på børns online sikkerhed

Stofa udførte tidligere på året et eksperiment, hvor seks bedstemødre forsøgte at hacke deres børnebørn gennem phishing-mails. Formålet var at gøre børnene opmærksomme på, hvor let det er at blive hacket, hvis man ikke tager sine forholdsregler. For fire af de seks bedstemødre lykkedes det faktisk.

"Vores eksperiment bygger på en hypotese om, at mange danskere - både børn og voksne - ikke beskytter sig godt nok. Eksperimentet kan forhåbentligt være en øjenåbner, der inspirerer flere til at tage et ekstra kig på deres sikkerhedsforanstaltninger," siger Dennis Gade fra Stofa.

7 gode råd til forældre

  • Spørg ind til dit barns færden på nettet, fx hvem de spiller/chatter med. Prøv at lytte interesseret i stedet for at skælde ud og komme med formaninger.
  • Prøv at deltage i fx dit barns computerspil sammen med dit barn. Snak om, hvad der sker undervejs.
  • I nogle spil-apps kan man slå chat-funktionen fra.
  • Snak med dit barn om, hvad man skal gøre, hvis man oplever noget ubehageligt.
  • Dæk kameraet til med klistermærker, der er beregnet til computere, tablets og telefoner.
  • Lån ikke dit barn dit kreditkort eller NemID, da det kan bruges til at omgås aldersbegrænsninger.
  • Tag evt. initiativ til en forældredialog om emnet på dit barns skole.

Kilde: Stofa

Data fra undersøgelsen

  • 19 procent af de adspurgte forældre vurderer, at deres børn mellem 5-17 år slet ikke eller kun i mindre grad har tilstrækkelig viden om, hvordan de begår sig sikkert på internettet. 35 procent vurderer, at deres børn i nogen grad har den tilstrækkelige viden.
  • 20 procent af de adspurgte forældre svarer i undersøgelsen, at deres barn mellem 5-17 år har været udsat for en eller flere online trusler såsom kontakt fra fremmede voksne, digital mobning, offentliggørelse af private billeder, malwareangreb og identitetstyveri.
  • Adspurgt om hvilke af følgende ting, forældrene frygter mest i forhold til deres barn/ børn i alderen 5-17 år mht. online sikkerhed, fordeler svarene sig således (op til tre svar mulige):
    • Kontakt fra fremmede voksne på nettet: 54 procent
    • Mobning: 47 procent
    • Private billeder eller videoer bliver offentliggjort på internettet: 29 procent
    • Identitetstyveri (at nogen udgiver sig for at være dit barn ved brug af dit barns navn og billede): 27 procent
    • Malwareangreb (at deres computer, tablet eller smartphone bliver ramt af én eller flere vira, der fx giver adgang til deres sociale medier, webkamera, data på enheden): 16 procent
    • Jeg frygter ingen af disse ting: 12 procent
    • Ved ikke: 8 procent

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2.006 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i perioden 4. - 8. juni 2018.

- lb