5G i rivende udvikling
Foto:Ericsson

5G i rivende udvikling

I en ny rapport fra Ericsson konkluderer de at udviklingen 5G går endnu hurtigere end forventet

Af Lars Bennetzen

I det sidste år har det gået hurtigt for 5G, og entusiasmen har været stor, og det får nu Ericsson til at forudse yderligere 400 millioner mobile bredbåndsabonnementer, globalt set, med udgangen af 2024.

I rapporten Ericsson Mobility Report forventer vores svenske naboer dermed 1,9 milliarder 5G abonnementer, hvor de året før forventede 1,5 milliarder. Det er en stigning på næsten 27%, hvilket er en markant stigning.

Også dækningen af 5G har fået en opjustering i forventningerne. Nu regner Ericsson med, at 45% af verdens befolkning er dækket af 5G i slutningen af 2024, hvilket kunne stige til 65%, da teknologier til at lave spektrum-deling, gør det muligt at udrulle 5G på LTE-frekvensbåndet.

Denne optimisme udmønter sig blandt andet i, at chip- og enhedsproducenter står klar med produkter, og allerede i 2019 forventes det at 5G smartphones rammer markedet i større stil.

Det får Ericsson til at forvente mere end 10 millioner 5G-abonnementer med udgangen af 2019.

Det forventes at gå hurtigst i Nordamerika, hvor Ericsson forventer at der kommer 63% mobile 5G-abonnementer i løbet af 2024. Nordøst Asien får en andenplads med 47% mens vi halter bagud i Europa med 40%.