Hurtigt bredbånd breder sig med lynets hast
Teleminister Lars Chr. Lilleholt er godt tilfreds med udviklingen på bredbåndsområdet i Danmark

Hurtigt bredbånd breder sig med lynets hast

Sidste år steg antallet af forbindelser med mindst 100 Mbit/s i downloadhastighed med 62 procent. Nu er flere end hver tredie af den hurtige slags, og danskerne talte 7,7 milliarder minutter i mobiltelefon

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Danskernes begejstring for hurtige bredbåndsforbindelser betyder, at Danmark i midten af 2018 havde 866.000 forbindelser med en hastighed på mindst 100 Mbit/s.

Ifølge Energistyrelsens Telestatistik 2018 har de hurtige bredbåndsabonnementer taget et spring fra at udgøre 21 procent til 34 procent af alle bredbåndsforbindelser:

- Det er en særdeles positiv udvikling, der sker på bredbåndsområdet. Når kunderne efterspørger hurtigt bredbånd, så stimulerer det teleudbyderne til at investere endnu mere i udrulningen af den digitale infrastruktur. Disse investeringer er meget vigtige i forhold til at skaffe danskerne lynhurtigt bredbånd, siger Lars Chr. Lilleholt (V), der er minister for teleområdet.

Svært at lave en god forretning
Telebranchen investerer hvert år store summer i den digitale infrastruktur, men der er tyndt befolkede områder i Danmark, hvor der er så langt mellem husene, at det er svært for teleselskaberne at gøre en god forretning.

Der har regeringen skubbet på udviklingen med blandt andet Bredbåndspuljen, som med den seneste uddeling af midler i 2018 nåede op på at have givet flere end 100 millioner kroner til bredbåndsprojekter i landdistrikterne:

Det seneste teleforlig betyder blandt andet klare rammer for kommunerne til at støtte udrulning af digital infrastruktur, at der stilles dækningskrav til udbygningen af mobilt bredbånd, og at regeringen snart fremlægger en handlingsplan for 5G i Danmark.

Desuden fortsætter Bredbåndspuljen med 100 millioner kroner i 2019.

Taler mindre i mobiltelefon
Energistyrelsens Telestatistik 2018 viser også, at den tid, vi taler i mobiltelefonen, er faldet med 6,3 procent fra første halvår 2017 til første halvår 2018, hvilket er det største fald nogensinde.

Forklaringen kan også være, at vores mobile vaner ændrer sig, så samtaler i højere grad foregår via forskellige apps og funktioner på telefonen eksempelvis Facetime, Messenger eller WhatsApp, som benytter data.

Datatrafik via mobilnettet har haft en vækst på 29 procent fra første halvår af 2017 til første halvår af 2018. Det er på linie med stigningen de seneste par år. I første halvår 2018 blev der i alt up- og downloadet 303.000 TB i mobilnettene.

Det svarer til, at hvert mobile bredbånds-abonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit har up- og downloadet 6,9 GB pr. måned i første halvår 2018 mod 5,5 GB pr. måned i første halvår 2017.

FAKTA
Hovedkonklusioner fra Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2018’

• Det totale antal fastnet-bredbåndsabonnementer er steget med 1,3 procent til 2.530.000 fra midten af 2017 og et år frem.

• Fastnet bredbånd med mindst 100 Mbit/s i upload er steget 48,9 pct. fra midten af 2017 til midten af 2018 fra en andel på 10,7 procent. til 15,8 procent eller 399.000 abonnementer. Andelen med mindst 10 Mbit/s i upload er steget fra 66,1 procent til 77,6 procent på et år.

• Bredbånd via kabel-tv-nettet med mindst 100 Mbit/s i download stiger igen kraftigt med en vækst på 73,5 procent fra midten af 2017 og et år frem. Dette får andelen af kabel-tv-abonnementer med 100 Mbit/s til at stige fra 33,4 procent til 54,5 procent

• Det samlede antal taleminutter for mobil- og fastnettelefoni, er faldet 7,2 procent fra 8,3 milliarder til 7,7 milliarder minutter i perioden. Fastnetminutterne (inkl. minutter fra IP-telefoni) falder 11,5 procent, mens mobilminutterne falder 6,3 procent

• Mobile bredbåndsabonnementer til både mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er er steget med 208.000 på et år svarende til 2,8 procent Dermed er der nu lidt under 7,6 millioner kroner mobile bredbåndsabonnementer eller 130,5 abonnementer pr. 100 indbyggere.

• En stor mobilpakke kunne man i juli 2018 få til 129 kroner med fri tale og fri data samt fri sms/mms, og med fri tale og fri sms/mms og 5 GB til brug i andre EU-lande. Året før i juli 2017 kunne den store pakke fås til 130 kroner med fri tale og fri sms/mms og 5 GB data, men hvor hele indholdet kan benyttes i andre EU-lande