Lad mobilen blive i lommen til julefrokosten

Lad mobilen blive i lommen til julefrokosten

Tænk dig lige om en ekstra gang inden du lader din mobil forevige highlights fra julefrokosten og deler dem på de sociale medier - en ny undersøgelse viser, at det ikke altid falder i god jord.

Danskerne er mere restriktive overfor mobilfotografering til firmajulefrokosten end tidligere. Det viser resultaterne af årets juleanalyse, som Telia har gennemført for sjette år i træk.


Vi står foran årets store julefrokostweekender. Nu er det endelig tid til at feste med kollegerne og mæske sig i lun leverpostej og kolde juleøl, mens der tales ud med chefen og danses tæt til 'Last Christmas'. Og som alle andre fester er firmajulefrokosten en super anledning til at knipse sjove billeder med mobilen – og måske dele dem på Instagram, Facebook eller Snapchat.


Men ifølge Telias juleanalyse, bør man dog passe lidt på med at fotografere kollegerne, når slipsene løsnes, og der festes på arbejdspladsen. Faktisk mener hele 37 pct. af alle danskere, at det er dårlig stil overhovedet at tage billeder til julefrokosten. Det er den højeste andel, siden Telia og YouGov begyndte de tilbagevendende juleanalyser i 2013.


Knap en femtedel (19 pct.) mener, at det er okay at tage lidt billeder fra julefrokosten først på aftenen, fx til og med spisningen, men så skal mobilen også lægges væk.


"Den voksende fokus på at beskytte vores personlige data på nettet, kommer nu også til udtryk ved, hvordan vi opfører os ved noget så festligt og uskyldigt som en julefrokost. Og det er positivt. Det vidner om en vis modenhed i forhold til online adfærd, og det er udtryk for, at vi respekterer hinandens privatsfære – også når der er snaps på bordet og gang i dansegulvet," siger Julie Nilsson, kommunikaktionschef hos Telia.


Generelt er mændene de mest indædte modstandere af, at der tages billeder til firmajulefrokosten. Kvinderne er en smule mindre forfængelige. Eller også er det noget andet, der er på spil?

Går man skridtet videre og lægger billeder fra årets julefrokost op på de sociale medier – uden at spørge kollegerne – ja, så skal man ikke forvente at møde forståelse mandag morgen på jobbet.


Hele 85 pct. af alle adspurgte danskere mener således, at det er absolut no-go! Og du kan mest sikker på at få ballade, hvis du bryder denne uskrevne regel på en arbejdsplads i hovedstadsområdet, hvor 87 pct. siger klart nej, i forhold til i Nordjylland, hvor holdningen en smule mere afslappet (79 pct.).

- mo