Ny miljømærkning af mobiler klar hos Telia

Ny miljømærkning af mobiler klar hos Telia

Miljømærkningen Eco Rating bliver nu introduceret hos Telia. Forbrugere i teleselskabets butikker og webshop kan dermed blive klogere på forskellige telefonmodellers miljø- og klimapåvirkning, der er sammenfattet i en score fra 0-100

Eco Rating er klar til kunder i Telias butikker og i Telias webshop. Den nye mærkningsordning giver en større gennemsigtighed for forbrugeren, der på en række modeller fremover kan se, i hvor høj grad den enkelte telefonmodel belaster miljø og klima.

”Med Eco Rating tager vi endnu et skridt i en mere bæredygtig retning. Ordningen giver vores kunder større indsigt i miljø- og klimapåvirkning og gør det muligt at sammenligne aftrykket fra forskellige modeller. Det gør det lettere for vores kunder at træffe det mest klimavenlige valg,” siger Telia Danmarks direktør for sustainability Julie Nilsson Bour-Hil.

Eco Rating er skabt af Telia Company, Vodafone, Deutsche Telekom, Telefonica og Orange, og målet er at skabe en global standard for, hvordan man miljømærker mobiltelefoner. 12 producenter – bl.a. Samsung, Motorola, OnePlus og Xiaomi – er med i ordningen, og der er fortsat dialog med andre producenter om at tilslutte sig.

”Vi er stolte af at kunne lancere en global mærkningsordning af vores mobiltelefoner. Det er naturligt, at der kommer mere fokus på, hvordan man kan gøre sit aftryk på kloden lavere gennem sit forbrug. Vores kunder efterspørger gennemsigtighed, og det er det, vi leverer med Eco Rating,” siger Telia Danmarks direktør for sustainability Julie Nilsson Bour-Hil

De mobiltelefoner, der er med i ordningen, rates ud fra en lang række faktorer, der opsummeres i fem hovedpunkter og en samlet score. De fem hovedpunkter er:

  • Holdbarhed: Tager hensyn til robustheden af telefonen, levetid på batteriet samt garantiperiode på telefonen og de forskellige dele, den består af.
  • Reparerbarhed: Dækker over, hvor let det er at reparere enheden. Medregner design af produktet og tager også hensyn til, i hvor høj grad det kan lade sig gøre at opgradere eller genbruge enheden.
  • Genanvendelighed: Handler om, hvor mange og hvor meget af enhedens komponenter, der kan adskilles og genanvendes, samt hvor meget information der medfølger ifm. det.
  • Klimahensyn: Udledning af drivhusgasser for enheden i hele dens levetid. Jo bedre score, desto lavere aftryk på klimaet.
  • Ressourceeffektivitet: Dækker over mængden af knappe råmaterialer anvendt i enheden, den virkning de forårsager, samt kompleksiteten i fremskaffe materialerne. En høj score betyder, at enheden i mindre grad bruger knappe råmaterialer.

Den samlede score er et tal fra 0-100, hvor 100 er den højeste score og angiver den mindste miljø- og klimabelastning.

Den bedste Eco Rating score lige nu tilhører Samsung Galaxy S21 med en score på 85 ud af 100. Gennemsnittet af alle ratede modeller i ordningen er på 73 ud af 100.

Knap 40% af de modeller Telia forhandler er indtil videre omfattet af mærkningsordningen.

- lb