Ny telefonløsning til mindre virksomheder

Ny telefonløsning til mindre virksomheder

Telenor vil tage markedsandele blandt de små erhvervsdrivende med en ny enkel erhvervsløsning, der skal imødekomme mindre virksomheders behov for minimal administration og nemme selvbetjeningsløsninger

Små erhvervskunder efterspørger i stigende grad simple mobil- og internetløsninger, der er nemme at overskue og lette betjene, så de kan arbejde effektivt og mere professionelt. Samtidig er behovet for at være tilgængelig øget, og det er baggrunden for, at Telenors nye erhvervsløsning udover at være meget enkelt bygget op også indeholder en professionel omstillings- og telefonløsning.

- Vi vil gerne imødekomme især de mindre virksomheders behov for mobil- og internetløsninger, der er lette at overskue og nemme at betjene. Derfor har vi forsimplet og digitaliseret vores erhvervsløsning. Vi har taget den simple struktur fra vores privatabonnementer, lavet en digital selvbetjeningsløsning, tilføjet et roaminglag på over 84 lande, og så giver vi fremover vores kunder fri adgang til alle funktioner i Telenors professionelle telefonløsning, så virksomhederne bedre kan agere professionelt overfor deres kunder, siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor.

Nye digitale selvbetjeningsløsninger

Der er ifølge Danmarks Statistik cirka 300.000 mindre virksomheder med op til 30 ansatte i Danmark. Med funktionerne i Telenors telefonløsning Call Management får disse virksomheder nu også mulighed for at lave professionel omstilling og håndtering af ind- og udgående opkald. Løsningen er digital baseret og tilbydes også som app, hvilket giver nye digitale selvbetjeningsløsninger. Derudover har Telenor udviklet et online selvbetjeningsunivers, der gør det nemt for kunderne at betjene sig selv.

- Fremover kan kunderne i højere grad betjene sig selv - det har mange efterspurgt, og det er både i kundernes og vores interesse. I vores online selvbetjeningsunivers kan kunderne nemt få overblik over fakturaer, ændre abonnementer, foretage tilkøb af ekstra data og lignende. Som selvstændig erhvervsdrivende er tiden knap, og på denne måde kan de selv styre deres tid og betjene sig, når det passer dem, siger Jesper Hansen.

Større erhvervsindsats

Telenor har været igennem en større digital transformation, som har skabt muligheder for nemt at implementere nye digitale erhvervsløsninger. For under et år siden gik Telenor ligeledes på markedet med BusinessAll, der med sin enkelthed, selvbetjeningsløsninger, fælles datapuljer og store roamingpakker var målrettet de større virksomheder.

- Vi er kommet meget langt i forhold til at simplificere og digitalisere vores egen forretning, og det giver os bedre muligheder i forhold til at bringe nye produkter og tjenester til markedet. Vi kan således hurtigere reagere på markedets udvikling og implementere nye erhvervsløsninger i takt med markedets behov, og vores klare ambition er da også at tage en lidt større bid af erhvervsmarkedet, forklarer Jesper Hansen.

Fakta om BusinessFirst

  • BusinessFirst er målrettet mindre erhvervsdrivende
  • Omfatter såvel telefoni, mobilt bredbånd og internet
  • Fuld adgang til alle funktioner i Call Management, en professionel omstillings- og telefonløsning
  • Inkluderer roaming i op til 84 lande
  • Inkluderer gratis hovednummer
  • Kan købes online og giver adgang til online selvbetjening
  • Samlerabat ved flere abonnementer

- lb