YouSee inkluderer fem rejsemål i Asien i deres roaming-pakke

YouSee inkluderer fem rejsemål i Asien i deres roaming-pakke

Fra den 11. februar får YouSee-kunder med de to største mobilpakker også mulighed at bruge telefonen i bl.a. Kina og Japan uden roaming-afgifter

YouSee inkluderer nu fem populære rejsemål i Asien i deres store roaming-pakke. Det betyder, at kunderne fra den 11. februar kan bruge telefonen som i Danmark, når de rejser til Hongkong, Kina, Japan, Malaysia og Singapore. De har altså samme mængde tale, sms og data med i pakken, som de er vant til fra Danmark – dog højst 20 GB data.

”Vi kan se, at vores kunder rejser en del til Asien, og her i februar lander de fleste i Hongkong, Malaysia og Singapore, mens de i marts og april oftere tager til Kina og Japan. Derfor giver det ekstra god mening at inkludere de fem lande i vores store pakker her op til vinterferien og dermed gøre det endnu lettere for vores kunder at holde kontakten med venner og familie herhjemme eller finde frem til byens bedste restaurant eller de populære japanske kirsebærtræer,” siger Hans Henrik Knudsen, produktdirektør i YouSee og tilføjer, at YouSee dermed er det eneste danske mobilselskab, der tilbyder roaming i Japan som en del af abonnementet.

Med tilføjelsen af de fem asiatiske lande kan man nu tage mobilen med til 48 lande uden at bekymre sig om store ekstraregninger, hvis man har en af de store mobilpakker. Sidste år inkluderede YouSee nemlig 7 lande, USA, Thailand, Australien, New Zealand, Tyrkiet og Færøerne, i pakkerne, og det medførte en stor stigning i dataforbruget.

”Efter vi inkluderede de syv nye lande sidste år er det totale dataforbrug i landene steget med 1.900 pct. Altså en 19-dobling. Og i Canada alene er dataforbruget endda steget med 29 gange. Og det er jo egentlig ikke så mærkeligt. Danskerne er allerede storforbrugere af mobildata, og denne adfærd tager de selvfølgelig også med sig, når de rejser på ferie i Thailand eller Tyrkiet,” siger Hans Henrik Knudsen, produktdirektør i YouSee.

Også herhjemme stiger dataforbruget støt, og derfor ændrer YouSee også lidt på datamængden i de mindre pakker, hvor omkring 40 pct. af mobilkunderne nu får mere data med i pakkerne.

”Vi kan se, at vores kunder i gennemsnit bruger mere og mere data, og det behov skal vores mobilpakker selvfølgelig også afspejle. Derfor giver vi nu mere data med i de pakker, hvor vi vurderer, at kunderne har for lidt i forhold til, hvad man har brug for i et stadig mere digitaliseret samfund.”

Det stigende dataforbrug har også fået YouSee til at løfte mængden af roaming-data på de store pakker, så man nu får 20 GB i stedet for 15 GB uden for Danmark.

- lb