YouSee stopper salg af taletidsprodukter 

YouSee stopper den 19. februar 2020 for salget af taletidsprodukterne MobilTid, MobilTid Online, MobilTid Månedskort og Bredbånd-2-Go Cash. Det sker som led i at fokusere på kerneforretningen og tilpasse sig kundernes behov

- Vi kan konstatere, at efterspørgslen på taletidsprodukter er lav, da mobiltelefoni og data i dag er så udbredt og billigt, at alle kan være med via et abonnement, som i dag kan skræddersyes efter den enkeltes behov. Samtidig er det en forudsætning for at give vores kunder den bedste kundeoplevelse, rådgivning og support, at vi kender vores kunder og deres behov. Det understøtter taletidsprodukterne ikke qua deres anonymitet, siger Hans Henrik H. Knudsen, produktdirektør i YouSee.

Kunder vil fortsat kunne købe MobilTidsprodukterne frem til udgangen af 2019. Betalt taletid kan anvendes indtil gyldighedsperioden udløber, og startpakker og optankninger kan aktiveres frem til 19. februar 2020. Kunder med overskydende MobilTid kan få refusion af overskydende MobilTid i op til 12 måneder efter kundens konto er udløbet.

Det er muligt at beholde et mobilnummer ved overflytning af ens nummer til et YouSee-mobilabonnement.

Samtlige kunder med taletidskort varsles dags dato via mobilnummeret om, at taletidsproduktet ophører.

- lb