Cloud computing på kant med bogføringsloven

Danske virksomheder risikerer i dag at bevæge sig på kanten af loven, hvis de bruger online økonomisystemer. En tiltrængt lovændring vil bringe nutidens økonomisystemer ud af den juridiske gråzone. Det er på høje tid, mener Dansk Erhverv

Del artiklen på

Det er en tiltrængt opdatering af bogføringsloven, der netop er sendt i høring fra Erhvervsstyrelsen. Forslaget fjerner nogle af de juridiske barrierer og uklarheder, der ellers har begrænset brugen af økonomisystemer baseret på ”cloud computing.”

”For især små- og mellemstore virksomheder er der stærke muligheder i at lade bogholderisystemet flytte ud på nettet. Men systemerne har levet i en juridisk gråzone, fordi bogføringsloven i dag siger, at man skal opbevare papirkopier af sine regnskaber og holde det i Danmark. Det passer ikke med den digitale virkelighed, hvor regnskabsprogrammet fx ligger på et stort datacenter i udlandet,” siger Janus Sandsgaard, der er fagchef for it- og digitalisering i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Erhvervslivet har længe efterspurgt at kunne bruge økonomisystemer baseret på cloud computing for at komme faren for nedbrud, virus og gamle udgaver af programmerne til livs. Med programmer baseret på cloud computing får erhvervslivet adgang til bedre og billigere systemer. Samtidig vil lovændringen være en håndsrækning til de danske virksomheder, der udbyder økonomisystemer baseret på cloud computing.

Ændringerne af bogføringsloven er længe efterspurgt af erhvervslivet, og Dansk Erhverv støtter de tiltrængte ændringerne af reglerne.

Læs Dansk Erhvervs høringssvar til Erhvervsstyrelsen

-mo