Flere maskiner end mennesker taler sammen i 2021

Flere maskiner end mennesker taler sammen i 2021

I 2021 vil der være 27,1 mia. digitale enheder på globalt plan – og mere end halvdelen vil være maskiner, der taler med andre maskiner. Det fremgår af en ny rapport fra Cisco, der også forudsiger en årlig vækst i forbundne biler på 29% frem mod 2021

Termostater, biler, højttalere og ure er blot nogle af de ting, der kommunikerer med hinanden på nettet. Tingenes internet er i rivende udvikling, og i 2021 vil der være flere maskiner end mennesker, der kommunikerer med hinanden på nettet.

I 2021 vil 13,7 ud af de i alt 27,1 mia. enheder på nettet være maskiner, der taler med andre maskiner. Det viser en ny VNI-rapport fra Cisco, der har undersøgt global internettrafik.

- Digitalisering er vigtig for fremtidens forretningsmodeller, og man hører ofte nyheder, der berører forbrugerne, fx om nye smartphone-modeller eller apps. Men når man ser på det samlede antal enheder, er den virkelige historie, at maskinerne fylder mere og mere. De kommer til at forandre måden, vi udvikler nye tjenester på, og optimere mange af de ting vi har i dag. Et af de største områder er vores hjem, hvor der fortsat er mange ting, der kunne tale sammen, men ikke gør det, udtaler Henrik Stær, der er teknisk chef i Cisco.

Ud af de 13,7 mia. enheder i 2021, vil de 6 mia. være i folks hjem, fx termostater, lyspærer eller elektroniske dyrehalsbånd. Derefter følger arbejdspladser, hvor der vil være 4 mia. forbundne enheder, der bl.a. dækker over printere, routere og overvågningsløsninger.

Stor vækst i biler på netværket

VNI-rapporten forudsiger en stor vækst i internetforbundne biler. I rapporten fremgår det, at antallet af forbundne biler vil vokse med 29% årligt frem mod 2021. Ifølge Henrik Stær giver det nye muligheder for måden, vi tænker transport på – og man ser allerede tendensen udfolde sig i Danmark, hvor flere biler er forbundet digitalt, hvilket muliggør en ny brugeroplevelse og giver ny viden om bilernes adfærd på vejene.

- Væksten inden for forbundne biler vil blive enorm. Vi forventer årlige vækstrater på 29 pct. de næste fire år på globalt plan. Herhjemme ser man flere biler, der taler sammen og som kan tilgås via forskellige apps. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan optimere trafikken i vores byer ved at udnytte data målrettet.

Ifølge Henrik Stær skal man dog som det første tænke på sikkerheden bag de nye løsninger:

- Arbejdet med digitaliseringen medfører nye udfordringer i forhold til sikkerheden, da de nye kommunikationsmønstre og forbindelser til internettet kan åbne nye døre for cyber-kriminelle. Derfor er det vigtigt, at virksomheder prioriterer dette område højt og kræver, at sikkerhed indgår i designet af ny teknologi fra start, og ikke er noget, man først klarer bagefter.

Andre tal fra rapporten:

  • Antallet af internetbrugere vil vokse fra 3,3 mia. til 4,6 mia. fra 2016 til 2021.
  • 10 mia. flere internetforbundne enheder og -forbindelser fra 17,1 mia. i 2016 til 27,1 mia. 2021
  • 2,4-dobling af maskine til maskine-enheder fra 5,8 mia. i 2016 til 13,7 mia. i 2021
  • I 2021 vil den årlige IP-trafik udgøre 3,3 zettabytes. Det er en 14-dobling af internettrafikken i 2010.
  • Indonesien går mobil-amok – de har haft ca. 140% stigning i mobiltrafik i løbet af 2016.
  • Japan går imod trenden og har mere end 50% vækst i bredbåndstrafik, mens mobiltrafik kun er vokset med knap 40% i løbet af 2021

- lb