Smartphonen betyder, at alt ender i skyen
Udbredelsen og brugen af smartphones betyder, at alt før eller siden ender i skyen. Det giver både store fordele og udfordringer for virksomheder og udbydere
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Vi bruger alle vores smartphone dagligt, og det er sjældent til at snakke i. Vi bruger online tjenester som aldrig før, og det er en stor medvirkende årsag til, at datavæksten på enhedssiden er skyhøj.
- Naturligvis er det ikke kun vores smartphone, der genererer data til skyen, det er også alle de andre forbundne enheder, men vores smartphone er nok den enhed, der skaber den største mængde data og klart den teknologi, der er med til at skubbe alt op i skyen, fortæller Per Overgaard, General Manager, Datacenter Group Nordic & Baltic hos Lenovo.
Den mobile udvikling betyder, at cloud computing udvikler sig utrolig hurtigt, og at alt efterhånden ender i skyen, hvilket giver fordele og udfordringer, ikke mindst når det kommer til data, og hvor de ender henne.
- Drømmeversionen er, at du lejer dine enheder, netadgang og din hardware, og at alle tjenester ligger online. Men hvor tør du så egentlig lægge dine data? Og hvordan er det lige med sikkerheden, spørger Per Overgaard.
Hvad er formålet?
Her er det nødvendigt at finde ud af hvilke af dine data, der kan tåle at ligge i skyen, altså udenfor virksomhedens perimeter.
- Det gælder uanset, om du køber ydelser eller hosting i skyen. Hvis du får hostet dit økonomisystem, hvem er det så lige, der hoster det, og hvad er deres sikkerhed? Kan de levere 100 % oppetid, og er der integration mellem systemerne? Det skal afklares, inden man blindt flytter data op i skyen, forklarer Per Overgaard.
Derfor er det væsentligt at finde ud af, hvad formålet med outsourcing til skyen er, hvor data må ligge og ikke mindst, hvad sikkerheden hos udbyderne er.
- Jeg vil klart også mene, at man skal forsøge at forblive dansk, når det kommer til data. Dels er der noget rent lovgivningsmæssigt, dels er der noget sikkerhedsmæssigt, påpeger Per Overgaard.
Skyen hjælper de små
Vi kender det som private, når vi bruger tjenester som Facebook, Amazon eller Google, så har vi ingen kontrol over, hvor data ligger, men for firmaer, der udvikler egne løsninger eller går med på hostede cloud-løsninger, er der et valg. Og det er væsentligt, at de tager de rigtige valg, for Persondataforordningen ligger lige rundt om hjørnet, og det kan koste dyrt, hvis virksomhederne ikke opfylder den.
- Men selvom EU har lanceret Persondataforordningen (GDPR, red.), så mener jeg stadig, at der mangler nogle politiske retningslinjer. Dels så danske virksomheder lettere kan tage de rigtige beslutninger, dels så brugerne lettere kan overskue, hvad data i skyen egentlig betyder. I dag er GDPR’en en kæmpe stor EULA (licensbetingelser, red.), og hvem læser den lige, spørger Per Overgaard.
Alibaba hjælper virksomheder
Uanset hvad, så vokser antallet af tjenester i skyen, og rigtig mange af dem er utrolig spændende. Et af de store og meget spændende er kinesiske Alibaba, hvor små virksomheders ydelser og produkter kan stilles til rådighed for alle i hele verden.
Her går cloud computing ind og hjælper de små firmaer, der ellers ingen chance har for at sælge deres produkter uden for lokalområdet.
En af de udfordringer, som mange små virksomheder har, er, hvordan de når kunder i andre lande, hvordan de får opbygget den platform, så andre kan nå dem, og hvordan de får sat et online salgssystem op. Her kommer en tjeneste som Alibaba ind og hjælper.
- Virksomhederne skal bare sætte deres produkter eller ydelser til salg, og så håndterer Alibaba resten. Det kan kun fungere med cloud computing, siger Per Overgaard.
Den tankegang, der ligger bag Alibaba, mener Per Overgaard godt, vi alle kan lære noget af. For det er ikke nødvendigt, at alle ejer infrastrukturen, så længe det er let og sikkert at gå til.
Alle skal være online
At have en kompleks infrastruktur kørende er ikke længere nødvendig, men det er nødvendigt at være til stede online.
- Du er nødt til at være samme sted som dine kunder, partnere og medarbejdere. Du kan ikke sige, ’jeg ønsker ikke at være på nettet med min forretning’, for det bliver du nødt til, selv den lille håndværksmester. Kunder og medarbejdere forventer det, forklarer Per Overgaard.
Der er naturligvis en stor forskel på, hvor parate firmaer og ikke mindst infrastrukturen er til at tage imod ny teknologi. Men her oplever Lenovo, at Danmark er rigtig godt med.
- Danmark er teknologisk rigtig godt med. Vi snakker meget om, at ting skal være Software Defined, f.eks. datacentre, og her er vi rigtig godt med i Danmark. Virksomheder er villige til at prøve de nye løsninger, og det betyder, at de står godt i konkurrencen mod konkurrenter fra andre lande, siger Per Overgaard.
Han har f.eks. erfaringer med, at svenskerne er meget nervøse for danskerne. Han oplever, at de synes, danskerne er for hurtige og pågående, og at vi tør tage en større risiko i Danmark, end Sverige er klar til.
- Der er langt mellem Sverige og Danmark. Det er ikke kun broens længe, der adskiller os, der er en stor kulturforskel, siger Per Overgaard.
Skyen er ikke altid en fordel
Men selvom Per Overgaard ser, at skyen giver en stor fordel for såvel virksomheder som brugere, så mener han ikke, at det altid er en fordel at flytte ud.
- Der er to fordele ved at gå i skyen. Dels kan der være forretningsmæssige fordele i kraft af lettere samarbejde og bedre mobilitet, dels kan du som virksomhed spare penge. Men der kan være data, der bare ikke må forlade virksomheden, og så passer skyen altså ikke, siger Per Overgaard.
Et af problemerne her er, at hvor alt før i tiden lå på medarbejderens computer, så betyder cloud computing, at alle principielt har adgang til alle dokumenter, der ligger i firmaet, og det er en sikkerhedsrisiko.
- Det gælder ikke mindst, fordi vi i dag ser, hvordan private enheder får adgang til virksomheden, siger Per Overgaard.
At cloud computing er nødvendigt, er der ingen tvivl om, og at fordelene klart er flere end ulemperne er heller ikke noget, der kan drages i tvivl. Det vigtige er bare, at alle beslutninger tages med åbne øjne og med en viden om, hvad konsekvenserne kan blive, hvis en virksomhed hackes, eller data lækkes.
- Der er altid en potentiel utæthed. Vi lever i en verden, hvor der er meget følsomme oplysninger, som man skal være kritiske om. Men så længe man i virksomhederne har vurderet risiko og værdi af data, så er cloud computing klart en fordel, slutter Per Overgaard.