Stemmestyrede digitale enheder er i vækst
Salget af stemmestyrede enheder som f.eks. Google Home er steget med 39 procent på et år

Stemmestyrede digitale enheder er i vækst

I dag bruger hver femte amerikaner dagligt stemmen, når de bruger digitale enheder og internet. Ny stemmeanalyseteknologi kan samle stemmesøgning og integrere den med virksomhedernes øvrige marketingaktiviteter

Med stemmestyringsteknologier som bl.a. Apple Siri og Google Assistant er det blevet muligt at søge hurtigt og nemt uden at skulle gribe til tasterne og foretage en tekstsøgning. Stemmerne er i flittig brug i USA, hvor 20 pct. af amerikanerne allerede gør brug af stemmestyring dagligt, når de bruger digitale enheder og internet.

Udviklingen stiller nye krav til virksomheders marketing verden over, og derfor annoncerer Adobe nu en række nye muligheder for at integrere stemmestyring fra personlige stemmeassistenter i Adobe Experience Cloud.

-Takket være vores maskinlæringsteknologier i Adobe Sensei kan vi tilbyde en ny måde at analysere store mængder stemmesøgningsdata på, samtidig med at virksomhederne efterlever de strenge krav om privatliv. Analysemetoden skal bidrage til en mere personlig og dedikeret markedsføring, der i højere grad appellerer til forbrugeren og styrker virksomheders relation til deres kunder, siger Imran Afzal, nordisk marketingchef for Adobe Experience Cloud.

De nye muligheder betyder, at virksomheder fremover kan analysere kunders stemmesøgningsdata via Adobe Analytics Cloud og derpå integrere det med virksomhedens øvrige digitale marketingaktiviteter, for eksempel for at udvikle mere tilpassede tilbud.

Har du talt med din smartphone i dag?
Google Assistant, Apple Siri, Amazon Alexa, Microsoft Cortana og Samsung Bixby er alle eksempler på stemmestyrede platforme, som forbrugerne dagligt benytter. Og antallet af brugere stiger eksplosivt. En ny undersøgelse fra Adobe Analytics Cloud viser, at onlinesalget af stemmestyrede enheder, for eksempel Google Home og Amazon Echo, på ét år er steget med 39 pct.

-Inden for få år forventer vi, at stemmestyring ikke alene vil transformere forbrugernes håndtering af de daglige opgaver, men også vil skabe en helt ny måde for forbrugeren at interagere med sine favorit-brands på. Vores nye teknologi skal gøre virksomheder i stand til at samle alle de forskellige komponenter, der er krævet for at levere en fantastisk digital oplevelse til forbrugere – og derved styrke brandloyaliteten, Imran Afzal.   

-mo