Tyske T-Systems vil have andel i cloud-markedet
Den tyske it-gigant, T-Systems har lige lanceret deres Open Telekom Cloud, som, de håber, kan tage markedsandele fra Amazons cloud-løsning
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Det er ikke noget nyt, at T-Systems har ambitioner om at komme ind på det lukrative cloud-marked. Men det er først nu, at de gør deres entre, og produktet har fået navnet Open Telekom Cloud og skal være en direkte konkurrent til Amazons cloud-løsning.
- Vi har længe været i markedet for den private cloud, ja faktisk har vi været en af pionererne. Men vi har længe ønsket at komme ind på det åbne cloud-marked, og nu har vi så et produkt klar, fortæller Rolf Hellemons, Managing Director for T-Systems Nordic A/S.
For T-Systems var der et par krav, der skulle opfyldes for at komme ind på det lukrative cloud-marked i Europa. For det første skulle det være let at bruge og sætte op, så brugergrænsefladen skulle være enkel.
- Dernæst var der kvaliteten. Når vi snakker om en Public Cloud, skal vi kunne garantere stabilitet og oppetid, ellers er der problemer. Vi byggede derfor en redundant cloud-struktur i Biere ved Magdeburg i Tyskland, som er Europas største, så vi på den måde kan garantere den bedst mulige kvalitet, fortæller Rolf Hellemons.
Endelig var der så spørgsmålet om prisen, for det viser sig at være en meget vigtig parameter, mener Rolf Hellemons.
- Det er nødvendigt, at vi er billigere end markedslederen. Vi kommer ind på markedet som dem, der udfordrer alle de andre, og derfor skal vi også levere et produkt, der er billigere, ellers kommer vi ikke ind på markedet, forklarer Rolf Hellemons.
Sikkerheden helt i top
Da først de tre ting var på plads, så begyndte T-Systems at introducere systemet til markedet, og de leverer en cloud-tjeneste med en oppetid på 99,95 %.
Men for T-Systems er det ikke nok, sikkerheden skal også være i top. Rolf Hellemons fortæller, at deres kunder allerede i dag efterspørger sikkerhed som en integreret del af løsningen.
- Tricket er, at hele netværket skal sikres, og vi har taget partnere med til at løfte den del. Vi tror på, at vi skal bruge vores styrker der, hvor vores kompetencer er, og så indgå samarbejder med resten, siger Rolf Hellemons.
Det betyder, at Open Telekom Cloud kommer med en indbygget sikkerhedsløsning, som dog kan tilpasses.
- Som standard kommer Open Telekom Cloud med en basal sikkerhedsløsning, og hertil kan vores kunder så tilføje tjenester, når behovet opstår. Men på det helt basale niveau så bliver netværket altid sikret i vores løsning, fortæller Rolf Hellemons, og slutter af med at fortælle, at Open Telekom Cloud er et system, der kan bruges af alle, fra de mindste til de helt store.
- Alle kan bruge det og få fordel ud af det. Men selvom vi sigter efter at kunne servicere de største, så betyder det ikke, at systemet ikke skal være simpelt at bruge. Det er et af kerneområderne, og det går vi ikke på kompromis med, slutter Rolf Hellemons.